Født med alkohol i generne
23. okt. 2011 08.08 SundhedGodt 70 procent af alle alkoholikere er disponeret via deres gener. Men det er ikke kun et enkelt gen, der spiller en rolle. Der er tale om grupper af gener - og jo flere grupper, der er i spil, jo sværere er det at gøre noget ved problemet, skriver magasinet RASK.
-Mere og mere tyder på, at der er masser af genetik involveret, når vi taler alkoholisme - det seneste tal, jeg har hørt er, at ikke færre end 72 procent af dem, som vi kan betegne som alkoholikere, er født med en eller flere af de gen-grupper, der udløser sygdommen. Det er noget af en kovending i forhold til dengang i 90'erne, hvor jeg startede med at interessere mig for emnet. Dengang sagde man, at 40 procent skyldtes genetik og at resten var miljø eller livsstil, siger psykiater og overlæge Finn Zierau til magasinet.
Finn Zierau fortsætter:
-Før man begynder at eksperimentere med alkohol, vil det altid være en god ide at se til den nærmeste familie. Hvis der her forekommer alkoholisme, er der en øget sandsynlighed for, at man kan blive afhængig. Det skal dog understreges, at processen er langvarig og at den omtalte student derfor ikke endegyldigt allerede nu er havnet i fedtefadet. Alkoholisme er i høj grad en snigende sygdom, hvor du langsomt vænner din krop til at kunne tåle mere og mere for at opnå den ønskede effekt. Men i sidste ende medfører det en række alvorlige sygdomme. Det er derfor, der er så stor grund til at være ekstra opmærksom.
Mere vil have mere
Udtrykket 'mere vil have mere' er ganske betegnende for den situation en alkoholiker befinder sig i. Finn Zierau siger til RASK:
"Ved alkoholisme er det hjernens belønningscenter, der er i spil. Stoffet dopamin frigives, når man indtager alkohol. Det resulterer i en afslappethed og et vist velvære. Nogle personer har ligefrem et 'lavt dopaminspejl' og behøver derfor større mængder alkohol for at få 'kicket'."
Derfor er der hårdt brug for elkoholenhederne rundt om i landet. Finn Zierau arbejder selv i København og siger:
-Én af alkoholismens skadevirkninger er nedbrydelsen af patientens mentale overskud. Og det er her, vi går ind med kognitiv terapi. Med den kognitive terapi forsøger man at strukturere patienternes tanker og liv, så de bedre kan håndtere situationer, der kunne føre til alkoholindtagelse - og derved undgår det. Vi mennesker har brug for at bearbejde og ordne information på en relevant måde for at kunne fungere. Det kan en alkoholiker ikke - så det er det, han skal lære hos os.