Sexdufte holder sygdom fra døren
16. mar. 2010 09.34 Sundhed
Opdat.: 16. mar. 2010 10.28Et aktivt sexliv kan muligvis være med til at holde influenza fra døren. Det har russiske forskere fundet ud af, skriver videnskab.dk.
Forskerne fra The Russian Academy of Sciences har forsøg med mus opdaget, at de duftstoffer hunmusen udsender for at tiltrække hanmusen, også har en overraskende sidegevint.
Sexduftstofferne, eller feromonerne som de hedder, sætter hanmusens immunforsvar i et alarmberedskab, som gør ham bedre til at modstå og overleve en influenzainfektion.
Smart forsvar i snavset affære
Forskerne tolker sammenhængen mellem feromoner og immunforsvar som en smart måde for musene at undgå at blive syge i forbindelse med den seksuelle akt, som kan være noget af en snavset omgang for mus.
Musenes kønsorganer er nemlig bosted for forskellige parasitter, orme, bakterier og virus, som potentielt kunne være sygdomsfremkaldende.
Gælder det også for mænd?
Professor Allan Randrup Thomsen fra Det Sundhedsvidenskabelige Fakultet på Københavns Universitet, som er ekspert i immunforsvaret overfor infektioner, finder undersøgelsen interessant, og han vil ikke udelukke, at en lignende mekanisme kan gøre sig gældende i mennesker.
Altså, at de duftstoffer, kvinder udsender for at tiltrække mænds opmærksomhed, også kunne påvirke mænds immunforsvar i en positiv retning.
- Det er bestemt en spændende observation, men det er for tidligt at sige, om der virkelig er en direkte forbindelse mellem hunnens duftstoffer og hannens immunforsvar. Fordi det er en relativt lille undersøgelse, som også har nogle mangler. Så der skal flere undersøgelser til, før man for alvor kan tro på, at den direkte forbindelse eksisterer, siger Allan Randrup Thomsen.
Læs detaljer om forsøget på videnskab.dk