Børnediagnose boomer hos voksne
16. sep. 2011 06.00 SundhedFlere og flere voksne får nu diagnosen ADHD. Lægerne efterlyser klare retningslinjer for diagnose og behandling, skriver Dagens Medicin.
Diagnosen ADHD har længe været tæt knyttet sammen med børn og unge, men psykiaterne stiller i stigende grad diagnosen for voksne. Ifølge Landspatientregistret var antallet af voksne med diagnosen fem gange så stort i 2010 som i 2006 - det vil sige, at knap 10.000 danskere over 18 år i 2010 havde diagnosen mod 3.572 i 2006. Og disse tal dækker kun patienter, der er i kontakt med sygehusene, så den reelle stigning kan være endnu højere, fremgår det af Dagens Medicin.
Tallene dækker over store regionale forskelle. I Region Nordjylland havde 147 voksne ADHD-diagnosen i 2010. I Region Midtjylland er der på fire år kommet næsten syv gange så mange voksne med ADHD, så knap 1.100 midtjyder i 2010 havde diagnosen. Men overlæge på psykiatrisk afdeling i Herning, Erik Pedersen, mener, at det stadig er for få - han vurderer, at ca. to pct. af den voksne del af befolkningen har ADHD, men langt under én pct. er i behandling.
-Tidligere troede man, at ADHD var noget, man voksede sig fra, men det er på ingen måde tilfældet. Man konstaterede, at der faldt ro på de urolige drenge, men overså, at de andre symptomer fortsat var til stede, således at mindst halvdelen af børn og unge med ADHD får svære ADHD-problemer som voksne. ADHD blev glemt og gemt væk, når børnene blev 18 år, og de er blot blevet betragtet som utilpassede i både arbejdslivet og uddannelsessystemet, siger Erik Pedersen til Dagens Medicin.
Han savner et dansk referenceprogram for ADHD for voksne, der kortlægger, hvad der er 'god klinisk praksis' i behandlingen. I dag findes kun et referenceprogram for ADHD hos børn og unge.
Hul i systemet
Hos Dansk Psykiatrisk Selskab er man godt klar over dette hul i behandlingssystemet og har fokuseret på netop ADHD for voksne i det nuværende arbejde med at opdatere hvidbogen om psykiatriens kerneopgaver og udfordringer i de næste fem år.
-I vores diagnosesystem er adhd beskrevet som en lidelse, der findes hos børn. Man er de senere år blevet tiltagende opmærksom på, at lidelsen kan fortsætte ind i voksenalderen, og derfor er der nu et stort behov for, at vi får retningslinjer for udredning, diagnostik og behandling af voksne, så der kommer ensartethed, siger Jeanett Bauer, formand for Dansk Psykiatrisk Selskab.
Også Poul Videbech, ledende overlæge ved Center for Psykiatrisk Forskning i Aarhus, efterlyser overfor Dagens Medicin ensartethed. Han påpeger, at der også er mange patienter, der får ADHD-diagnosen på et forkert grundlag - og derfor kommer i en behandling, de ikke skulle have haft.