Alternativ behandling til børn hitter
05. jan. 2012 14.10 SundhedZoneterapi, naturlægemidler og kosttilskud står øverst på listen, når forældre vælger alternativ behandling til deres børn. Og alternativ behandling er et hit blandt forældre til børn med især kroniske sygdomme, skriver Astma og Allergi Danmark i deres seneste medlemsblad.
Det viser også en undersøgelse lavet blandt 622 børn i alderen 0-18 år på Pædiatrisk Afdeling på Odense Universitetshospital i 2002. Undersøgelsen viser, at 53 procent af børnene har prøvet alternativ behandling en gang, og at gruppen af 0-5-årige med astma, eksem og allergiske lidelser dominerer den statistik.
Og selvom der ikke er lavet en ny undersøgelse siden, så bekræfter ledende overlæge ved H. C.
Andersen Børnehospital på Odense Sygehus, Arne Høst, overfor bladet, at tallet ikke blevet mindre.
– Der er i al fald ikke kommet færre, og det er fortsat især små børn med astmatisk bronkitis, der får alternativ behandling som supplement til deres konventionelle medicin, siger han.
Mange forældre giver som grund, at de mener, at den alternative behandling er med til at styrke børnenes immunforsvar.
Det glæder Arne Høst, at forældrene gerne vil hjælpe deres børn så godt som muligt, men han
undrer sig over, at så mange bruger tid og kræfter og udsætter deres børn for en behandling, som ikke har nogen påvist effekt, i stedet opfordrer han til, at man som forælder først og fremmest er omhyggelig med hygiejnen.
– God hygiejne er alfa omega for at holde sit barn symptomfrit. Sørg for at det vasker hænder
før hvert måltid, efter hvert toiletbesøg, og når det er synligt snavset. Vask eller bad dem gerne hver dag, mange, især forældre til eksembørn, tror stadig, at det er usundt, at barnet kommer i bad hver dag, men det er netop med til at sikre, at eksemet ikke bliver inficeret, siger han og understreger:
– Forældre vil gerne gøre det allerbedste for deres børn, og sikre dem en så symptomfri hverdag
som muligt. Men har man et kronisk sygt barn, så må man ofte erkende, at sygdommen ikke helt kan fjernes, men mildnes. Den vil altid være der, og barnet skal også have et liv, der ikke kun består af behandling. Jeg kan frygte, at vi havner i et samfund, hvor alt skal være perfekt, hvor vi ikke må fejle noget som helst, men det kan ikke lade sig gøre, siger Arne Høst til Astma-Allergi Danmark.