Fra kræftcelle til ny svulst
21. jan. 2010 11.00 SundhedKræftceller, der spredes og dukker op helt andre steder i kroppen, hvor de vokser videre og bliver til nye svulster, kaldes metastaser, og de er livsfarlige. Men hvordan opstår disse nye svulster? Og kan de stoppes? Tyske forskere har fulgt kræftcellers vækst fra celle til metastase.
Har den spredt sig? Det spørgsmål er et af de første, der stilles, når et menneske får konstateret kræft. Hjernen er blandt de organer, som ofte rammes af metastaser, der især stammer fra modersvulster i bryst, lunger eller hud.
Metastaser i hjernen er livstruende og svære at behandle. Symptomerne er meget ubehagelige og spænder fra voldsom hovedpine, svimmelhed og kvalme, til lammelser og mistet evne til at tale.
Sovende kræftceller
Det er netop hjernemetastasers udvikling i mus, som forskerne fra den neurologiske afdeling på Münchens Universitetshospital har kortlagt i den nye undersøgelse. Ved hjælp af farvemarkering af kræftcellerne og en særlig, ny teknik, som gør det muligt at se længere ind i vævet med mikroskop, kunne forskerne følge enkelte cellers udvikling over flere måneder.
De så, at kræftcellerne længe kunne forblive i en slags hviletilstand - og så pludselig begynde at vokse. For at det kunne ske, skulle cellen først "fanges" i en forgrening af blodkar for dernæst at vandre ud i det omgivende væv gennem mikroskopiske sprækker i karrets væg.
Først da, med kontakt til ydersiden af blodkarret, begyndte kræftcellerne at dele sig og blive til mikrometastaser, som består af mellem fire og 50 celler. Derefter fulgte, ifølge forskerne, den afgørende fase hvor mikrometastasen, for at vokse yderligere, må begynde at danne sine egne blodkar, for at skaffe næring til den videre vækst.
Avastin kan bremse udviklingen
Og her peges på en mulighed for at bremse metastasernes udvikling, idet kræftmedicinen Avastin, som er kendt for at hæmme dannelsen af nye blodkar, har vist sig at standse metastasernes vækst på netop dette stadie.
Forskerne har planer om at afprøve flere slags kræftmedicin, som kan virke på forskellige trin af metastasernes udvikling, i håb om at finde nye og mere effektive veje til behandling af metastaser eller endnu bedre, helt forhindre deres opståen.
Undersøgelsen er offentliggjort i Nature Medicine online.