Psykiatriske patienter svigtes i botilbud
01. feb. 2010 06.00 SundhedI løbet af de sidste 30 år er antallet af psykiatriske sengepladser herhjemme faldet til en fjerdedel. De psykisk syge er i stedet flyttet i socialpsykiatriske botilbud. Men her får de ikke den lægelige behandling, som de har behov for, viser en undersøgelse i Ugeskrift for Læger.
På 30 år er antallet af psykiatriske sengepladser faldet fra 12.000 til ca. 3.200. Da mange psykisk syge ikke er i stand til at bo for sig selv, er der i stedet for nogle af de forsvundne senge oprettet socialpsykiatriske botilbud.
Meningen var formentlig den bedste – at den kroniske psykiatriske patient skulle leve et liv så tæt på det normale som muligt ved at leve en tilnærmelsesvist normal, selvstændig tilværelse i egen bolig. Men virkeligheden blev en anden, fordi patienterne ofte var svært præget ikke alene af deres psykiske lidelse, men også af alvorlige medicinske lidelser, som ikke fik den nødvendige lægelige opmærksomhed i det socialpsykiatriske bomiljø.
En undersøgelse i Ugeskrift for Læger tyder på, at de socialpsykiatriske beboere er så psykiatrisk, somatisk og adfærdsmæssigt belastede, at den nødvendige lægefaglige og sygeplejefaglige indsats ikke kan tilbydes i det socialpsykiatriske regi.
Derfor er det vigtigt at være opmærksom på både psykiske og legemlige sygdomme hos denne gruppe hårdt ramte mennesker, konkluderer forfatterne. De mener desuden, at det for de mest syge kan være nødvendigt at oprette langtidspladser i det psykiatriske sygehusvæsen, som kan tage hånd om denne patientgruppes læge- og sygeplejefaglige behov.