Langt liv efter frivillig organdonation

Frivilligt at lægge sig under kniven og lade kirurger tage sin ene nyre ud for at give den til en, der har brug for den, er en stor beslutning. Lige som det er en stor beslutning tage imod.

Men da antallet af donororganer fra afdøde donorer slet ikke kan dække behovet, sker det oftere og oftere, at levende, raske mennesker tilbyder sig som donor. Mange er parate til at hjælpe en, de holder af, også selvom det indebærer en risiko.

Forskerne bag en ny undersøgelse mener, at sundhedssystemet har en forpligtelse til at vurdere den risiko så præcist som muligt og give den viden videre til dem, der overvejer at donere en nyre.

Derfor gennemgik forskerne fra John Hopkins School of Medicine i Baltimore resultaterne af nyredonationer i hele USA fra 1994 til 2009, i alt over 80.000. De sammenlignede antallet af dødsfald blandt nyredonorerne med antallet i en gruppe af raske kontrolpersoner. 

Risikofyldt operation
I tilslutning til operationen, det vil sige indenfor tre måneder, døde 25 af donorerne, svarende til 3,1 per 10.000. I kontrolgruppen døde kun 0,4 per 10.000 personer, så selve operationen indebærer fortsat en vis risiko, konkluderer forskerne.

Dødeligheden i forbindelse med operationen var uændret gennem undersøgelsens 15 år, uanset ændrede operationsteknikker eller procedurer ved udvælgelsen af donorerne.

Men herefter vendte tallene, således at donorernes dødelighed et år efter operationen var på højde med kontrolgruppens, mens der efter fem år døde 0,4 procent af donorerne mod 0,9 procent i kontrolgruppen.

Efter tolv år var dødeligheden blandt donorer fortsat lidt lavere, nemlig 1,5 procent, mod 2,9 procent i kontrolgruppen.

Øget kontrol
Om forskellen skyldes, at donorerne netop er udvalgt blandt de særligt raske, eller om den medfølgende lægelige kontrol gør at sygdomme opdages tidligere, siger undersøgelsen ikke noget om.

Samlet konkluderer forskerne, at uanset hvilke ændringer, der sker i en rask person efter en nyredonation, så peger undersøgelsens resultater på, at de ikke fører til en tidligere død.

De anser derfor fortsat donation af nyrer fra levende raske donorer som en rimelig sikker mulighed for at afhjælpe manglen på organer fra afdøde donorer.