Et liv med Alzheimers

Svend Kramer har Alzheimers Sygdom, og selv om han stadigt er den stærke mand hjemme i Herlev, så kniber det med ”tippe toppen”, som han siger. For hans kone Conny har også været hårdt pludseligt at få et barn på 74 år.

Lige i starten virker Svend næsten som enhver anden pæn ældre herre, der har rundet de første 74 somre. Men det begynder hurtigt at knibe med svarene. Som da han skal fortælle hvad det værste ved Alzheimers Sygdom er.

- Det værste er…? Ja, bare jeg dog kunne huske det… Lidt efter dukker forklaringen dog op igen.
- Jeg har affundet mig med, at jeg skal dø før tid. Men for Helgoland da! Hvis bare jeg dog kunne koncentrere mig. Min hjerne er blevet ligesom et relæ, der slår til og fra – klik klak og der er intet jeg kan gøre.

Svend Kramer fik konstateret Alzheimers Sygdom i slutningen af 2005. Det var børnene som mente at der var noget galt, efter at han begyndte at spørge til deres 80 heste (de har fire!).
Svends kone gennem 18 år havde godt lagt mærke til, at han havde svært ved at lægge tallene sammen en aften de spillede yatzy, - ”en mand der har arbejdet med tal hele livet”, og havde undret sig over ”de utroligt dumme spørgsmål han var begyndt at stille”.

Hun havde oplevet demente på et plejehjem, hvor hun arbejdede som frisør, mens Svend intet anede om Alzheimers sygdom, før lægerne kom med dommen.
Svend og Conny meldte sig ind i Alzheimerforeningen lige da de havde fået diagnosen.
- Det er godt at komme nede i demenscafeen og i pårørendegruppen og opdage at man ikke er den eneste, der har det sådan her, er de enige om.

Et barn på 74 år

Siden at Svend fik diagnosen for 3 år siden er han blevet dårligere på trods af medicinen, der skal være med til at udskyde symptomerne. Nogen kur mod Alzheimers findes endnu ikke, selv om der forskes meget i en vaccine, der skal kunne stoppe sygdommen på det stadie den er nået til.
- Den vaccine er de for sent ude med!, kommer med eftertryk fra Svend.
I dag kan Svend stadigt selv cykle ned til dagcenteret, hvor han er to dage om ugen, og rundt i det område, hvor han boede som barn og ung. Hans højt elskede bil er det slut med - nu er det Conny som altid er chauffør. Han kan også spise selv og stå op om morgenen, vaske sig og komme i tøjet. Sådan da.

- Nogle gange ønsker man det hen, hvor peberet gror. Der er dage hvor man tackler det dårligt - så bliver man sur og smækker med dørene. Du kan ikke lide sig selv, når du reagerer sådan.
- Der er jo ingen af os som er skyld i alt det her, men det er dybt frustrerende. Det er som at have et barn igen, og det er ikke altid at man har overskud til det. Men jeg synes, at jeg er blevet bedre til det med årene - nu kan jeg ind imellem grine lidt af det - nogle gange er det altså urkomisk. Som når Svend kommer ned og har taget alt tøjet på med vrangen udad - selv bukserne. Andre gange er jeg lige ved at græde, forklarer Conny.

Oven i bekymringerne om sygdommen er hun pludseligt tvunget til at skulle lære alle de ting Svend har taget sig af. Computeren, mobiltelefonen, hækkeklipperen og webbanken.
- Det er nok det som har ændret vores hverdag mest. At det nu er mig, som må lave alt det praktiske - Svend bærer kun de tunge varer ind. Han har altid været en meget livlig og levende mand, og nu er han meget stille. Men den der bliver mest frustreret over det er sikkert mig, forklarer den 73 årige dame.