Hvorfor går demente hjemmefra?

I medierne hører man med jævne mellemrum efterlysninger af demente, som har forladt deres hjem og ikke er vendt tilbage.  De fleste bliver heldigvis fundet igen i god behold, fordi andre borgere eller politiet bliver opmærksomme på et ældre menneske, der virker forvirret, ikke har overtøj på eller lignende.

Andre gange ender det mindre lykkeligt. Der føres ikke officiel statistik over antallet af demente, der dør under en vandring udenfor hjemmet. Men Alzheimerforeningen har søgt i avisdatabaser og talt syv dødsfald i 2007.

Der kan være mange forskellige grunde til, at demente forlader deres hjem. Selvfølgelig er der nogle, der forlader f.eks. plejehjemmet, fordi de ikke bryder sig om at være der. Det kan være pga. konflikter med andre beboere eller personalet, men langt oftere skyldes det en utryghed eller fornemmelse af ikke at være hjemme. Mange der forlader hjemmet, går ikke for at komme væk, men fordi de har en forestilling om, at de er på vej et sted hen.

Når omgivelserne forekommer uvante, kan det udløse en ide om, at de er på besøg et sted og derfor begiver sig hjemad. Andre får en pludselig indskydelse til at købe ind, gå på arbejde eller andre handlinger, som var en naturlig del af deres tidligere tilværelse.

En anden, ofte overset årsag til at demente går hjemmefra, er at nogle sent i sygdomsforløbet udvikler, hvad der i fagsproget betegnes som ”stimulusbunden adfærd”. Ved stimulusbunden adfærd forstår man en automatisk rækken ud efter eller brug af de genstande, som fanger patientens opmærksomhed. Også selvom handlingen forekommer upassende eller uhensigtsmæssig i den konkrete situation. Man kan forklare dette med, at den demente hjerne i sådanne situationer styres af impulser frem for af omtanke, overvejelser og planlægning.

Hvis den demente f.eks. får øje på en kop og en kaffekande, vil vedkommende hælde kaffe op og fortsætte med at drikke til kanden er tom. Hvis der ligger en kuglepen foran den pågældende, vil han eller hun begynde at tegne eller skrive, og hvis der ligger en avis eller et brev, vil vedkommende læse det - også selvom indholdet er uden relevans eller uforståeligt.

På samme måde kan en dør i nogle tilfælde fungere som stimulusudløser. Den lægger op til, at man åbner den og går ud af den. Og det gør den demente så. Vedkommende kan derfor pludselig stå uden for sit hus eller sin afdeling, uden at have haft et bevidst ønske om at forlade stedet. Og desværre sker det tit, at han eller hun ikke ved hvor de er, eller hvordan de kommer tilbage.

Svært dilemma
Personalet på plejehjemmene befinder sig ofte i et dilemma mellem på den ene side at skulle respektere dementes ret til selvbestemmelse og på den anden side at beskytte de demente, så de ikke kommer i situation, hvor de udsættes for fare. Det er ikke tilladt at låse dørene eller på anden måde hindre demente i at forlade plejehjemmet.

Hvis en dement beboer går, gælder det selvfølgelig om at finde vedkommende hurtigst muligt. Anvendelsen af GPS eller lignende pejlesystem, som kan vise, hvor den demente befinder sig, har været foreslået, som en hjælp hertil. Men dette kræver, at den pågældende selv har givet tilladelse til at systemet anvendes, og det er de færreste demente, der har denne indsigt i eller forståelse for problemet.

Kommunen kan i konkrete tilfælde give et plejehjem tilladelse til at anvende GPS eller lignende, men et sådan tiltage skal i dag registreres som magtanvendelse, hvilket ofte afholder plejehjemmene fra at søge. Debatten om dementes rettigheder og grænsen mellem pligt og svigt kører løbende blandt politikere og interesseorganisationer i Danmark.