Hvad bliver undersøgt?

Formålet med en neuropsykologisk undersøgelse er at få et billede af, om de områder i hjernen, der kontrollerer de intellektuelle (”kognitive”) evner, fungerer, som de skal.  Hjernen er indrettet, så forskellige områder er ansvarlige for forskellige evner som f.eks. hukommelse, sprog, rumlige færdigheder og evnen til at tænke abstrakt. Ved at stille en række forholdsvis simple opgaver, kan neuropsykologen undersøge om en sygdom rammer hele hjernen eller kun nogle særlige områder.

Hukommelsen
Evnen til at lære nye ting og huske, hvad der lige er sket, er ofte det, der rammes først ved demens. Dette skyldes, at det område i hjernen, der er ansvarlig for at lagre ny viden er ganske sårbart, men også, at netop Alzheimers sygdom, der er den hyppigste demenssygdom, netop starter i disse områder af hjernen. Området kaldes hippocampus (latin for søhest, pga. områdets form) og ligger på den inderste del af tindingelapperne.

Venstre hippocampus er overvejende ansvarlig for at lagre sproglige ting, mens højre tager sig at billeder. Man kan undersøge evnen til at lagre ny information ved simpelthen at bede en person huske noget, som han eller hun hører eller ser. Efter et stykke tid spørger man så om, hvad vedkommende kan huske. Her kan det være vigtigt at skelne mellem om personen af sig selv kan komme på, hvad der blev præsenteret, om det kan genkaldes vha. stikord eller om det f.eks. ikke kan genkaldes, men nok udpeges korrekt, hvis der gives flere valgmuligheder.

Hvis sidstnævnte er tilfældet kan man konkludere, at personen faktisk har været i stand til at lagre informationen (at hippocampus fungerer), men ikke selv er i stand til at finde oplysningerne frem.  Dette skyldes oftest skader i andre dele af hjernen. Man kan også være ude for, at mennesker har problemer med at huske ting de har hørt eller læst, mens de sagtnes kan huske hvor de har lagt ting eller hvordan de finder rundt. Dette kan være tegn på, at der er en skade i venstre side af hjernen, mens højre side fungerer fint.

Sproget
Hos langt de fleste mennesker er sproget lokaliseret i venstre side af hjernen. Skader her kan derfor give problemer med at finde de rigtige ord, danne sætninger korrekt, forstå, hvad der bliver sagt samt at læse og skrive. At komme på personnavne eller komme på, hvad ting hedder (navneord) er oftest det, der bliver ramt ved sygdomme eller skader i venstre del af hjernen.

Viser man f.eks. et billede af en termokande til en patient med dette problem, vil vedkommende fuldt ud være klar over, hvad billedet forestiller, men vil være nødt til at beskrive dens anvendelse (”den der til at holde kaffen varm”) fordi det rigtige ord ikke er tilgængeligt.  Hvis en anden anvender ordet termokande, vil de fleste imidlertid godt forstå, hvad der menes.  Ved sværere eller mere omfattende skader kan forståelsen dog også være ramt.

Rumlige funktioner
Når man skal samle en ”gør-det-selv-reol”, fortage en parallel parkering eller dække bord til mange har man brug for at kunne vurdere forskellige ting som f.eks. størrelsesforhold, vinkler og afstande. Sådanne rumlige fornemmelser er nødvendige for at kunne afgøre, hvor stort noget er og hvor det er placeret i forhold til andre ting i rummet. Det er højre del af hjernen, som er ansvarlig for, at vi kan foretage disse vurderinger.

Skader her kan derfor medføre at personen får problemer med at udføre praktiske opgaver og måske kommer til at gå eller køre ind i ting. Man kan undersøge den rumlige fornemmelse ved at bede en person samle puslespil, lægge brikker i bestemte mønstre, eller kopiere figurer, der indeholder skæve vinkler og tredimensionelle former. Højre del af hjernen er også involveret i at overvåge og vurdere vores handlinger, og det er ikke ualmindeligt, at mennesker med skader her ikke selv er klar over deres vanskeligheder og derfor kaster sig ud i opgaver, som de reelt ikke magter.

Overblik, problemløsning og personlighed
Pandelapperne udgør omkring en tredjedel af den samlede hjernebark og huser en lang række forskellige funktioner. Generelt kan man sige, at pandelapperne varetager de funktioner, som mest afgørende adskiller os mennesker fra dyrene. Det er her vi f.eks. får ideer, lægger planer og sætter disse i værk. Det er aktiviteter her, der gør at vi løbende kan kontrollere og justere vores handlinger alt efter den aktuelle situation. Og det er pandelapperne, der sætter os i stand til at reagere fornuftigt i stedet for at lade os styre af drifter og impulser.

Det er også her, at personligheden har sæde, f.eks. evnen til at sætte sig i andres sted, have medfølelse med andre og fornemmelse for de sociale spilleregler. Mennesker med skader i pandelapperne kan derfor have meget forskellige symptomer, fra lette koncentrationsforstyrrelser over manglende initiativ til svære ændringer i adfærd og personlighed.

Skader i pandelapperne kan nogle gange være svære at få øje på i en kortere samtale fordi personens sprog og hukommelse fungerer normalt. I dagligdagen har de i imidlertid store problemer med at klare sig fordi deres evne til at løse problemer, tænke abstrakt og begå sig socialt er påvirket. Et yderligere problem er, at de ligesom patienter med skader i højre del af hjernen, ofte ikke selv er klar over deres vanskeligheder. 

Man undersøger pandelapsfunktioner med forskellige opgaver, som f.eks. måler overblik, systematik, fleksibilitet og evnen til at have flere bolde i luften. Lige så ofte er det dog neuropsykologens observationer af patientens adfærd eller beretninger fra pårørende om personlighedsændringer, der gør, at man får mistanke om sygdom eller anden påvirkning af pandelapperne.

Hvordan ved vi, at noget er unormalt?
Det er klart, at mennesker fra naturens hånd er meget forskellige hvad angår intellektuelle evner. Nogle har altid haft let ved at lære nyt, andre falder det tungere. Nogle er bedst til sprog, mens andre er matematisk eller billedligt stærke. Også alderen spiller ind og påvirker hvordan vi husker, og hvor hurtige vi er til at løse problemer.

Når man skal vurdere, om en person har ændret sig på en måde, der kunne tyde på, at vedkommende har en hjernesygdom, er det derfor vigtigt at vide noget om, hvordan denne person tidligere har fungeret. Inden man laver en neuropsykologisk testning, forsøger man derfor at skyde sig ind på patienten gennem en snak om skolegang, uddannelse og interesser.

Desuden sammenlignes personens præstationer under prøverne med, hvordan raske jævnaldrende med nogenlunde tilsvarende baggrund klarer sig. Man tager normalt også flere prøver inden for samme område, så man ikke risikerer at stille en forkert diagnose, bare fordi patienten er uheldig eller af andre grunde klarer sig dårligt på en enkelt prøve.

En neuropsykologisk undersøgelse er dels anvendelig som hjælp til at stille en diagnose, fordi den fortæller noget om, hvordan forskellige hjerneområder fungerer, men den kan også være nyttig i forhold til at vurdere hvilken form for hjælp og træning, personen har brug for. Endelig anvendes neuropsykologiske undersøgelser ofte, hvis man ønsker at følge patienter. Det kan f.eks. være, hvis man er usikker på om en sygdom er fremadskridende, eller hvis man ønsker at måle, om en behandling har effekt.