En befolkning af demente
21. sep. 2009 06.00 SundhedLige nu er antallet af demente i Danmark ca. 70-80.000, og det tal er ifølge Nationalt Videnscenter for Demens meget større end hidtil antaget, derfor skal der forskning til her og nu.
Tallet er omskrevet til danske forhold på baggrund en britisk undersøgelse, der har kortlagt antallet af demente ud fra europæiske befolkningstal. Den nye undersøgelse kortlægger desuden, at antallet af demente de kommende år vil stige langt voldsommere end hidtil antaget.
- En fremskrivning baseret på tal fra Danmarks Statistik for 2009 og hidtidig viden om prævalens anslog forekomsten af demens i 2040 til at være 126.790. Men i følge den nye undersøgelse vil tallet i stedet være 177.526. I 2050 vil der være op mod 200.000 demente danskere, skriver Nationalt Videnscenter for Demens i en pressemeddelelse i juli.
Der skal forskning til
Det ulykkelige ved situationen er, at som det er nu, er der ingen behandling eller kur, der kan kurere demens, og årsagen til sygdommen er heller ikke fundet. Hvis ikke vi skal ende med et samfund, hvor befolkningen bliver ældre og ældre og mere og mere dement, skal der forskning til her og nu.
Derfor afholder Alzheimerforeningen sammen med Alzheimer-Forskningsfonden et stort forskningssymposium i København i dag d. 21. sept., som også er den internationale Alzheimerdag. Fra hele verden strømmer der demensforskere til København for at diskutere og kortlægge, hvor langt demensforskningen er nu, og for at diskutere hvordan forskningen kan gøres til praksis.
- Der bliver bedrevet forskning af meget høj kvalitet i Danmark, og den nye viden
forskningen bidrager med, er helt afgørende for udviklingen af effektive
behandlingsmuligheder og en målrettet forebyggelse, siger Gunhild Waldemar, professor
og formand for Alzheimerforeningens forskningsudvalg, og leder af Nationalt Videnscenter
for Demens.