Leddegigt
09. jun. 2009 09.25
Leddegigt er en inflammatorisk sygdom, og det betyder, at man har en betændelsesreaktion i sine led. Samtidig begynder kroppens immunsystem at forandre sig og danne antistoffer - blandt andet den såkaldte gigtfaktor.
Symptomer
Betændelsesreaktion i leddet
Når du har leddegigt – som på lægesprog kaldes reumatoid artrit – har du en betændelsesreaktion (inflammation) i leddene, som skyldes ændringer i immunsystemet. Du kan danne antistoffer, blandt andet den såkaldte gigt- eller reumafaktor. Det er muligt, at et udefra kommende stof, f.eks. et virus, kan medføre forandringerne i immunsystemet. Man har ikke fastslået årsagen til, at nogle mennesker udvikler leddegigt. Derfor kan man heller ikke med sikkerhed sige, hvordan eller om sygdommen kan forebygges.
Sådan er det normale led
Et led er opbygget af to eller flere knogler, som er dækket af brusk på de flader, hvor knoglerne kommer i kontakt med hinanden. Fra bruskranden på den ene knogle til bruskranden på den anden, er der udspændt en ledkapsel, der som en løs manchet går hele vejen rundt om leddet.
Kapslen har to lag: Det inderste, ledhinden (synovialmembranen), er ganske tynd og producerer den ledvæske, som bl.a. giver brusken næring. Det yderste lag består af fast bindevæv. Et normalt led vil typisk ikke være hævet eller have knuder.
Det er mest almindeligt, at leddegigt sætter sig i håndled, fingrenes grund- og mellemled samt tæerne. Men alle led kan blive ramt - også kæbeled og de øverste led i halshvirvelsøjlen. Angrebene i leddene optræder ofte symmetrisk - det vil sige samme led på højre og venstre side af kroppen.
Læs mere om sympotmer, forebyggelse, diagnosen mm.