Ny behandling af forhøjet blodtryk
26. maj 2011 06.09 SundhedForhøjet blodtryk er en folkesygdom. Og for patienter med forhøjet blodtryk kan konsekvenserne være fatale grundet øget risiko for hjerteanfald, hjerneblødning, hjertestop og alvorlig nyresygdom. Netop nyrefunktionen spiller en afgørende rolle i ny behandling, som nu sætter Danmark i førersædet inden for blodtryksregulerende behandling i Skandinavien.
Nyren har mange essentielle funktioner. Men at den også fungerer som en termostat, der regulerer blodtrykket, er ikke almindelig udbredt viden. Men det er imidlertid tilfældet, at nerveforsyningen til nyrerne spiller en helt afgørende rolle i forhold til blodtrykket, og med den nye behandling er der nu håb for patienter med forhøjet blodtryk, som ikke kan behandles medicinsk.
I marts i år gennemførte Skejby som de første i Skandinavien behandlingen, og siden 1. april har specialister fra Nefrologisk og Kardiologisk Klinik på Rigshospitalet behandlet 5 patienter med forhøjet blodtryk ved at brænde nervebaner fra nyrerne over.
– Det, der gør behandlingen med renal denervering mod forhøjet blodtryk så unik, er, at vi forener kræfterne og ekspertisen fra nefrologien, der specialiserer sig i at behandle nyresygdomme og vanskeligt behandlelig hypertension med kompetencerne fra det kardiovaskulære område. Her har man i årevis ført katetre op gennem lysken for at brænde nerver over og dermed forhindre uønskede impulser i at forstyrre hjerterytmen. Samme princip gør sig gældende her, nu er det bare nyrearterien, der forsyner nyrerne med elektriske impulser, som på særlige punkter bliver brændt med lavfrekvente radiobølger. Og resultaterne er slående, siger professor og klinikchef Bo Feldt- Rasmussen, Nefrologisk Klinik på Rigshospitalet.
Det fremgår af en mindre international undersøgelse, at 80 procent af behandlingerne reducerer blodtrykket væsentligt henover en periode på 6 måneder fra indgrebet, og i hele 40% af tilfældene bliver blodtrykket fuldstændigt normaliseret.