Dit hjerte elsker nødder
SundhedHjertepatienter og folk med risiko for dårligt hjerte kan med fordel spise en håndfuld nødder (svarende til cirka 40 gram) om dagen. Det anbefaler Hjerteforeningen og en gruppe kliniske diætister efter at have gennemgået viden og litteratur om hjerter og nødder.
Nødder indeholder så mange hjertebeskyttende stoffer, at de kan sænke kolesterolindholdet i blodet. Men ikke nok med det - de små frugter kan også sænke risikoen for at få en hjertekarsygdom op mod 35 procent.
Selv om nødder indeholder meget fedt, er det mest af den gode umættede slags. Derfor giver diætisterne nu grønt lys for, at hjertekarpatienter med fordel kan spise en håndfuld nødder om dagen. Dog anbefales det samtidig at skære ned på fødevarer, som indeholder usunde mættede fedtsyrer.
Nødder indeholder, udover de vigtige umættede fedtsyrer, kalium, e-vitamin og magnesium. Hjerteforeningen anbefaler dem uden salt og sukker.
Sådan får du flere nødder:
- Bag mandler eller hasselnødder i en 180 grader varm luftovn og bag dem i 15 minutter. Spis dem som snack eller i salater.
- Varm evt valnødder med lidt honning på panden og brug til ost eller i salater.
- Stil en skål nødder frem til aftenkaffen i stedet for småkager.
- Tilsæt fx mandler og hassenødder og hæld det over din havregryn eller mysli.
Kilde: Hjerteforeningen