Karen Malle
Karen Malle er læge, og arbejder på onkologisk afdeling på Vejle Sygehus, og hun har prøvet det mange gange efterhånden.
Den svære samtale
Hvad kan du selv gøre hos lægen:
-
Inden samtalen: Skriv ned, hvad du gerne vil have svar på. Det vigtigste øverst. Se på sedlen når samtalen er ved at være slut, så du kan sikre dig, at du har fået svar på det hele.
-
Tag et familiemedlem eller en ven med, hvis det kan lade sig gøre. Fire ører hører bedre end to. Og de to ører, som ikke er midtpunkt for samtalen, opfatter ofte detaljer, som du måske ikke selv fanger.
-
Det er i orden at tage noter, og det er i orden at stille spørgsmål undervejs, hvis der er noget, du ikke forstår.
Den svære samtale kan blive god
27. jan. 2010 11.50 SundhedDu skal have svar på hvad vævsprøven viser, hvad blodprøven siger om dit stofskifte, eller om kemobehandlingen har virket på kræftsygdommen. De fleste kan få et sug i maven bare ved at læse sætningen oven for uden at fejle det mindste. Så hvordan samtalen går, når det gælder, og der virkelig er helbred - og nogle gange liv - på spil, er mildest talt vigtigt. Karen Malle er læge, og hun har prøvet det mange gange efterhånden.
For patienten er det vigtigt, hvordan samtalen går, fordi det betyder noget, hvordan svaret på en betydningsfuld undersøgelse bliver givet. For lægen er det vigtigt, fordi forholdet til patienten fra nu af vil være farvet af, om samtalen går godt eller skidt.
Som ret nybagt læge, led jeg under den - dengang - ret udbredte misforståelse, at evnen til at kommunikere godt med patienterne var noget man var født med - eller ikke. Det var under ingen omstændigheder noget, der kunne læres, mente mange af os. Det var i grunden ret ærgerligt, for så god syntes jeg heller ikke at jeg - eller ret mange af kollegerne - var til det.
En skrækkelig samtale
Det værste var, når en samtale, som jeg havde forberedt mig omhyggeligt på, pludselig gik i en helt anden retning end ventet, ofte fordi patienten reagerede helt anderledes end "planlagt".
Jeg husker tydeligt en ung kvinde, som blev henvist til Rigshospitalets kræftafdeling. Et par år før havde hun fået strålebehandling for livmoderhalskræft. Nu havde hendes lokale sygehus fundet kræftceller i nogle forstørrede lymfeknuder i hendes lyske og i nogle i knuder i huden på benet. Sygdommen var tydeligvis vendt tilbage.
I journalen kunne jeg også læse, at hun var aleneforælder til to små børn. Stuegangen, hvor hun skulle informeres om den mulige behandling, var min opgave. Mindre end to minutter inde i samtalen var hun brudt fuldstændigt sammen. Græd og græd og uden at jeg først forstod hvorfor.
Jeg havde glemt at sikre mig at vi havde samme viden. Hun var nemlig ikke klar over, at hun havde tilbagefald af kræften. Og så er det underordnet, om de læger, der sendte hende, ikke har fået det fortalt, om hun ikke har hørt det - eller hun har hørt det, men skubbet det helt ud af sin bevidsthed igen.
Det, der var mit formål med samtalen - at fortælle om behandlingen - blev skubbet helt i baggrunden af, at jeg ikke havde sikret mig, at hun var ordentligt informeret om sin diagnose.
Den samtale var så skrækkelig, at jeg følte, det var nødvendigt at gøre noget.
Selv om jeg ikke troede på, at kommunikation kan læres, var jeg nødt til at se, om min evne til at tale med patienterne kunne forbedres.
Undervisning virker
Det første kursus var bare to dage og brugte rollespil til at vise os, hvordan det er at være i patientens stol. Og hvad der virker, når der står meget på spil i samtalen.
Det handler om aldrig at antage, at patienten har samme viden som lægen. Altid at sikre sig at patienten og jeg er på samme side - før jeg informerer om resultater eller ny behandling.
Det handler også om at turde holde mund, når det er nødvendigt. Vente på patientens egen reaktion, i stedet for at ile til med tilbud om papirlommetørklæder og kemobehandling.
God kommunikation kan læres. Efter kurset var "vanskelige samtaler" kun det: Vanskelige. Slet ikke skræmmende og kun meget sjældent skrækkelige.
Siden har jeg lært nok til at undervise kolleger. Både erfarne overlæger, spritnye kolleger på afdelingen og medicinstuderende. De sidste er i øvrigt for det meste dygtige til at tale med patienterne - tilsyneladende fra naturens hånd. Så de skal faktisk bare have at vide, hvad det er, de gør rigtigt - og opfordres til at blive ved med det.