Sygdomme i valgkampen
Alzheimerforeningen har søgt i Infomedias artikeldatabase efter artikler, der både indeholder sygdommens navn og ordene kommunalvalg eller kommunevalg. Infomedia har søgt i perioden 1. august–6. november. Artiklerne er ikke læst manuelt men søgt elektronisk. Selvom der er taget højde for en del uønskede søgeresultater, er der en vis usikkerhed.
Kilde: Alzheimerforeningen og Infomedia
Demens er et varmt emne i valgkampen
09. nov. 2009 15.44 SundhedDemens er den mest omtalte sygdom i kommunalvalgkampen – mere end sygdomme som kræft, diabetes og gigt. Det viser en opgørelse, som Alzheimerforeningen har lavet over hvilke sygdomme, der optræder i mediernes artikler om kommunalvalget.
- Demens er en folkesygdom, der fylder meget i den kommunale verden – både rent menneskeligt og i de kommunale budgetter, siger direktør i Alzheimerforeningen Nis Peter Nissen.
- Derfor er det naturligt, at demenssygdomme også kommer på dagsordenen, når der er valg.
Klager over den kommunale støtte
Det er blandt andet nedskæringer i demensplejen, manglende aflastning til pårørende og kvaliteten af kommunernes plejetilbud til mennesker med en demenssygdom, der optager medier, vælgere og byrådskandidaterne.
Det billede kan Nis Peter Nissen fra Alzheimerforeningen genkende.
- Vi hører næsten dagligt om problemerne med den kommunale demens-indsats, siger Nis Peter Nissen.
– Næsten halvdelen af alle opkald til Alzheimerforeningens telefonrådgivning handler om den kommunale støtte og pleje til demente og pårørende.
Demens er en folkesygdom, som 80.000 demente og 400.000 pårørende lever med i dag. Om 10 år vil der være mere end 100.000 danskere med en demenssygdom, og om 30 år vil antallet af demente og pårørende være mere end fordoblet.