Urteeksperten

Søren Espersen elsker naturens eget grønne forrådskammer og arbejder som konsulent for fødevarebranchen.
Han er uddannet kultursociolog, men har gjort sin passion - udnyttelsen af naturens forrådskammer - til sin levevej.
I øjeblikket leverer han bl.a. urter til Meyers Køkken og Nordic Food lab.
På jagt efter strandengens blegselleri
21. maj 2010 12.00 SundhedEr du træt af de samme smagsoplevelser gang på gang, så burde du måske kaste dig ud i at bruge naturens forrådskammer når du laver mad. Du kan starte allerede her i pinsen og gå på jagt efter strandvejbredden, der ifølge dr.dk/sundheds urteekspert, Søren Espersen, er glimrende i en skaldyrssalat.
- Strandvejbredden er i familie med den almindelige vejbred, som vi kender fra haverne, og ligner den også på mange måder. Men strandvejbredden er karakteristisk ved, at den vokser på strandengene, forklarer Søren Espersen.
Våde og fede strandenge
Man kan finde den ved alle strandenge, men det særligt ved de våde og fede strandenge den vokser, understreger Søren Espersen.
- Strandvejbredden har nogle lange smalle blade, men samtidig tykke blade. De vokser i tuer, som kan blive på størrelse med en underkop eller en desserttallerken, fortæller Søren Espersen.
Ifølge Søren Espersen smager strandvejbredden lidt af blegselleri, og så har den en salt-agtigt-smag. Jo tættere på vandkanten den vokser jo mere salt er den, og jo mere sprøde bliver planterne også.
- Vil man finde de bedste planter, er man nødt til at smage sig frem. Der kan nemlig være stor forskel fra tue til tue, mener Søren Espersen.
Ind i køkkenet med den
- Strandvejbredden har haft en fast position i det danske køkken, og har været brugt meget gennem tiden - specielt i Sønderjylland. Man plukkede den i tøndevis i marskegnene i 1800-tallet og 1900-tallet og solgte dem til byboerne, forklarer Søren Espersen.
Dengang stuvede man det ligesom spinat, og strandvejbredden blev anset som mere velsmagende og sundere end spinat. Og strandvejbredden er da også sprængfyldt med vitaminer og mineraler.
Men af en eller anden grund er strandvejbredden forsvundet ud af det danske køkken, selvom den ifølge Søren Espersen stadig er et godt alternativ til spinat.
Skaldyrssalat og ost
- De er også gode i en salat. Specielt en skaldyrssalat, påpeger vores urteekspert. Rejer, muslinger og lidt dampet fisk, og så nogle små sprøde strandvejbredstængler, sådan foreslår Søren Espersen, at man bl.a. kan bruge strandvejbredden.
Derudover foreslår Søren Espersen, at man kan bruge strandvejbredden som tilbehør til ost i stedet for f.eks. blegselleri.
Det er altså bare med at komme ud i naturen og kigge efter planten, og har man ikke tid til at finde strandvejbredden her i pinsen, så skal man ikke blive fortvivlet.
- Man kan være heldig at finde gode velsmagende planter helt ind oktober, hvis man går efter dem i vandkanten, slutter vores urteekspert.