Wii-træning for patienter
29. apr. 2009 11.46 Sundhed
Undgå skader
I løbet af 2008 har der været meget omtale i medierne af skader på grund af Wii. Og der er faktisk grund til at være forsigtig med spillet - især hvis man har en lidelse i bevægeapparatet. På Gigtforeningens ’Center for sundhed og træning’ i Skælskør giver de følgende anbefalinger:
- Indtil du er fortrolig med dine egne fysiske grænser, så brug træningsspillene (kaldet Wii Fit) frem for sportsspillene (kaldet Wii Sports)
- Brug det max 15 minutter om dagen – stop før, hvis du bliver for træt eller får smerter
- Vær opmærksom på, hvordan du bruger kroppen under de forskellige spil, så du undgår at overbelaste led eller muskler
- Som udgangspunkt må det ikke gøre ondt under træning – eller i hvert fald ikke mere ondt end det plejer.
Det fysisk aktiverende computerspil Wii er ikke længere kun for sjov. På Gigtforeningens Center for sundhed og træning i Skælskør mener man det ganske alvorligt, når man instruerer indlagte patienter i at bruge Wii som et træningsredskab i behandlingen.
- Åhhh, så gik det galt, griner Gitte Fremming. Hun har på tv-skærmen netop set sin lille pingvin på isflagen dratte ud over kanten og ned i vandet med et plump. I flere minutter var det ellers lykkedes hende at holde pingvinen stående på isflagen ved selv at holde balancen på en særlig balance-plade, der registrerer selv den mindste vægtforskydning og overfører den til pingvinen på tv-skærmen.
Gitte Fremming er indlagt på ’Center for sundhed og træning’ i Skælskør og stifter her for første gang bekendtskab med fænomenet Wii. En form for computerspil, hvor spillerens egne bevægelser i krop, ben og arme overføres direkte til spillene på skærmen, hvor man fx som pingvin skal holde balancen på en glat og vippende isflage.
- Det er rigtigt godt. Det træner balancen og stabiliteten, og så får det fat i de små korte muskler, som vi har lært, er vigtige at få trænet, siger Gitte Fremming, der er 41 år og på et 4 ugers ophold på Skælskør for behandling af Morbus Bechterew.
Nyt træningstilbud
Som et forsøg har Center for sundhed og træning i Skælskør siden februar 2009 haft tilbud om Wii-træning som supplement til de mange øvrige tilbud som varmtvandstræning, fysioterapi og fitnessrum.
- Vi bruger Wii til at træne patienternes balance og kropsbevidsthed og gøre dem bedre til at mærke efter, hvornår de bruger deres krop rigtigt uden at overbelaste. Nogle patienter bruger også konditionsprogrammerne, der i højere grad får pulsen op, siger fysioterapeut og Wii-instruktør på Skælskør, Jannie Elmhøj Pedersen.
Ikke kun for sjov
Der bliver grinet meget under Wii-træningen, og der er ingen tvivl om, hvad brugerne på ’Center for sundhed og træning’ synes om tilbuddet: Det er sjovt!
- Det skal være sjovt at træne, får vi jo at vide. Og det her er rigtigt sjovt, og det gør det nemmere at træne. Jeg kan godt mærke i benene, at jeg trænede 10-12 minutter i går, siger Kitna Jørgensen, der er på et 4 ugers ophold på grund af leddegigt.
Men faktisk er Wii så sjovt, at man i kampens hede risikerer at overbelaste kroppen. Derfor har man på Skælskør udarbejdet en række træningsmetoder for Wii-træningen. Blandt andet bruger man kun sjældent de sportsspil, som Wii ellers er mest kendt for, blandt andet tennis, bowling og boksning:
- Det er sjovt på en helt anden måde end den gængse træning, og det giver også en risiko for, at de overanstrenger sig, fortæller fysioterapeut Jannie Elmhøj Pedersen. - Vi har besluttet, at brugerne max må bruge Wii´en 15 minutter om dagen. Det er vigtigt, at de fokuserer på deres egen krop og mærker efter, hvordan det går. Derfor er vi også påpasselige med, at de ikke træner 2 og 2 sammen, da der hurtigt går konkurrence i den. Og så bruger vi kun sjældent sports-spillene, men i stedet træningsspillene, fordi her kommer patienten ned i tempo og kan mærke efter, om kroppen er med, siger hun.
- Jeg tror, at det kan hjælpe patienterne med at passe deres træning fremover, fordi det er mere motiverende og sjovt at gå i gang med derhjemme. Og øvelserne findes i en række sværhedsgrader, så man kan udvikle sin træning løbende, siger hun.
På storskærm
I begyndelsen var Wii-spillet koblet op på det almindelige fjernsyn, men siden er en 50-tommers skærm blevet indkøbt, så træningsoplevelsen er endnu større.
Gigtforeningens behandlingssteder i Århus og Middelfart skal i løbet af foråret også afprøve Wii, som et muligt tilbud til deres patienter.