Pedalkraft
Som tommelfingerregel forbrænder du 10 kalorier for hvert minut, du cykler - hvis du altså bare træder godt til. Så hvis du cykler i en time har du forbrændt 600 kalorier - eller hvad der svarer til to chokoladebarrer.
Kilde: Dansk Cyklist Forbund
Cykling er også seriøs slankekur
22. sep. 2011 15.30 SundhedHvis du gerne vil i gang med at dyrke motion - men ikke kan udstå tanken om at skulle snøre løbeskoene, kan du med god samvittighed hoppe på din cykel i stedet for. Motionscykling har nemlig en række fordele frem for løb, og det kan også bruges som slankekur.
- Det er væsentligt mere fredsommeligt at cykle end at løbe - på cyklen slipper du for de stød, som benene får, når du løber, forklarer Jens Bangsbo, der er professor ved Institut for Idræt ved Københavns Universitet.
- Og samtidig belaster du ikke sener og bindevæv i kroppen nær så hårdt som ved løb, forklarer Jens Bangsbo.
- Endelig bliver hjerte og kredsløbet ikke påvirket så hårdt, som det gør ved løb. Det betyder, at du kan cykle i længere tid end du kan løbe. Det er cyklens klare fordel, siger Jens Bangsbo.
Cykling går hurtigere end løb
En anden fordel, som den tohjulede har, er tempoet. For mange er cyklen derfor et rigtig godt alternativ til bilen eller offentlig transport, når det gælder om at komme til og fra jobbet.
Hvis du skifter bilen ud med cyklen, når du pendler til jobbet, har du taget hul på en effektiv slankekur:
Hvis en kvinde på 60-65 kilo skifter bilen ud og cykler 10 km til og fra arbejde i en måned, vil hun forbrænde 4000 ekstra kalorier. Et kilo kropsfedt er cirka 7000 kalorier, så efter en måned på cyklen er man godt i gang med en seriøs slankekur.
Det viser beregninger, som Dansk Cyklist Forbund har foretaget.
Pulsen skal op
Der er altså god grund til at hoppe på cyklen, hvis du gerne vil dyrke skånsom motion.
Men måske skal du alligevel overveje at kombinere din træning, så du også løber ind i mellem.
Problemet ved cykling er nemlig, at de fleste vil have svært ved at få pulsen i vejret, og det er nødvendigt, hvis du virkelig vil forbedre din kondition, forklarer Jens Bangsbo:
- Intensiteten for den almindelige motionist bliver ikke så høj på cykel, som ved løb. Typisk vil din puls ved cykling ligge omkring 140 slag i minuttet - mens den ved løb nemt ryger op omkring 160, siger Jens Bangsbo.
Han forklarer, at den nyeste forskning inden for området viser, at det er vigtigt med høj intensitet i træningen.
- Al træning er bedre end ingen træning. Men hvis du virkelig vil forbedre din sundhed, så skal du altså indlægge spurter i din cykeltræning. Og det vil mange nok have svært ved, når de cykler til og fra arbejde, siger Jens Bangsbo.
Gi´den gas
Han foreslår derfor, at man 1-2 gange om ugen kører en ekstra tur på cyklen, hvor man virkelig giver den gas, for eksempel ved at spurte eller køre op ad bakke og på den måde får trænet med høj intensitet.
- Mange når et vist træningsniveau, og så har de svært ved at forbedre formen yderligere, siger Jens Bangsbo. Det gælder både for løbere og cyklister.
- Hvis du ændrer lidt på dit træningsmønster - for eksempel ved at indlægge spurter i din træning - så er der meget at hente for din sundhed, slutter Jens Bangsbo.