Pas på - hvepsene kommer!
21. jul. 2011 11.45 SommerHvis du lider af allergi overfor bi- og hvepsestik kan konsekvenserne af et stik være meget alvorlige. Stikket kan resultere i hævelser, og i værste fald forekommer disse hævelser omkring luftvejene. Det skal dog siges, at meget alvorlige reaktioner er sjældne, skriver Astma-Allergi Danmark.
- Det er de færreste, der er klar over, at de har allergi over for hveps eller bi før de bliver stukket og oplever en allergisk reaktion, og derfor er det vigtigt, at man ved hvordan man skal reagere på symptomerne, når de opstår, siger Jeannette Amsinck, sundhedsplejerske og rådgiver hos Astma-Allergi Danmark.
Hvis du får en allergisk reaktion
Allergi over for hveps og bi kan opstå hele livet – også selvom du er blevet stukket tidligere, uden at have reageret allergisk.
Du skal søge hjælp hvis du oplever følgende symptomer:
•bliver stukket i mund, svælg, luftrør eller udenpå halsen
•får pludselige eller kraftige reaktioner
•bliver utilpas
•bliver svimmel
•får opkastningsfornemmelser
•får svært ved at trække vejret
•reagerer på et insektstik og du før har haft en svær allergisk reaktion men ikke har adrenalinsprøjte/Epipen på dig
Hold dig i ro
Reagerer du allergisk på insektstik, kan symptomerne komme indenfor fire timer, eller du kan få en forsinket reaktion.
Uanset om du har milde eller svære reaktioner, er det vigtigt, at du holder dig i ro et stykke tid efter stikket. Giften vil komme hurtigere rundt i kroppen, og du kan få en hurtigere og/eller kraftigere reaktion, hvis du er aktiv.
Gode råd til dig med allergi: Undgå at samle nedfaldsfrugt, undgå at spise udendørs, hav altid en vandforstøveri nærheden, så du kan sprøjte vand på hvepsene og vær opmærksom på, at visse parfumer tiltrækker bier og hvepse.