preload loader
Se video Læs mere
Kasper og Ida Kristensen

Kasper og Ida Kristensen har været med i Etape Bornholm tre gange, og de har allerede meldt sig til næste års løb.

© DR

 

Skrevet af: 

 

- Alt vejr er løbevejr

30. jul. 2011 07.03 Sundhed

Nogle tilbringer deres ferie på stranden, andre i en storby. Og så er der dem, der snører løbeskoene og løber et maraton-løb fordelt over fem aftener på Bornholm. Etape Bornholm er så vidt vides det eneste af sin art, det har eksisteret i 18 år, og søskendeparret Kasper og Ida Kristensen fra Lyngby var med for tredje gang i år.

Om dagen er de som alle andre turister på Bornholm. De sover længe, de spiser røgede sild og Krølle Bølle-is, de spiller kort og går til stranden.

Men om aftenen, når de fleste andre slår sig ned ved havebordet og sætter tænderne i en grillpølse, så tager de løbeskoene på og snupper dagens etape af løbeturen Etape Bornholm. Og så må grillpølserne vente.

I familien Kristensen er de nemlig glade for at løbe. Både far Jens, bror Kasper og søster Ida, og det er efterhånden blevet en fast tradition, at de tager til solskinsøen i uge 30, hvor det går løs på klipper, sand og landevej. Og der er ingen tvivl om, at de tager løbet seriøst.

- Jeg skal i hvert fald helst løbe hurtigere end min far. Tirsdag slog jeg ham med halvandet minut, fryder 16-årige Kasper sig.

Han har deltaget i løbet i ungdomsklassen. Det vil sige, at der kun er tre etaper i løbet af ugen, og den ene af dem er lidt kortere end for de voksne. Men to af dagene har han dystet direkte mod sin far. Og sin morfar, for at det ikke skal være løgn. Han er nemlig også med.

- Jeg løber for at komme i mål hurtigere end min far, men jeg løber også i konkurrence med de andre løbere, og ikke mindst med mig selv. Jeg løber for at få min allerbedste tid, tilføjer Kasper.

Regnvejr ingen hindring
Derhjemme løber Kasper ikke, han spiller fodbold. Søster Ida på 13 år dyrker til gengæld løb som sportsgren.

- For mig er det sociale en vigtig del af løbet her på Bornholm. Jeg synes, det er skægt at møde dem fra de andre løbeklubber, og så er det en god måde at holde sig i form på i sommerferien, siger hun.

- Men jeg løber da også for at få en god tid. Mest af alt for at slå min tid fra sidste år. Men det bliver aldrig en kamp om podie-pladserne, så hurtig er jeg ikke.

Ida har deltaget i børneklassen indtil nu. Næste år rykker hun op i ungdomsklassen. Både Kasper og Ida er enige om, at en enkelt regnvejrsdag ikke kan slå dem af pinden.

- Min onkel har lært mig, at alt vejr er løbevejr, så man kan sagtens løbe i regnvejr, siger Ida Kristensen.

(Vi er nok nogle, der ville mene noget andet, men lad nu det ligge, red.)

Både Kasper og Ida Kristensen har fået Bornholmer-løbet ind med modermælken. Deres farfar, som er bornholmer, har været med de første 12 år, løbet har fundet sted.

Som skabt til etapeløb
Etape Bornholm er en helt unik opfindelse. For de voksne er det et løb, der består af fem etaper, som tilsammen giver et maratonløb, lige omkring de 42 km.

Det hele begyndte for 18 år siden, og ideen var, at der skulle være en etape i hver af de fem kommuner, som Bornholm dengang bestod af. De fem etaper har hver sit særkende: en flad etape, et strandløb, en kuperet skovrute, en bjerg-etape og den sidste dag et by-løb, der slutter på stadion i Rønne.

- Det er jo helt specielt, at vi inden for så lille et geografisk område som 30x30 km kan lave fem så forskellige etaper, fortæller Claus Clausen. Han er formand for Viking Atletik, der arrangerer løbet.

Claus Clausen har været med lige fra begyndelsen. Det første løb i 1994 havde 330 deltagere, siden er det kun vokset. Et par år senere kom børneklassen til, og sidenhen ungdomsklassen.

- Vi bliver nødt til at favne bredt, så det er et arrangement for hele familien. Det er trods alt et løb, som folk skal sætte en hel uges ferie af til at deltage i, og så kan det ikke nytte noget, at det kun er far, der trækker i løbeskoene, mens børnene skal stå på sidelinjen, siger Claus Clausen.

Og Etape Bornholm har da også været en succes, der kun har vokset sig større og større for hvert år.

- Sidste år ramte vi loftet for, hvor mange der kan deltage. Det er 2500. Hvis der er flere med, kan de simpelthen ikke være på de smalle stier, som er nogle steder på ruten. Sidste år var der udsolgt i marts måned. I år var der udsolgt allerede i januar, så mit bud er, at man skal melde sig til inden jul, hvis man vil med næste år, siger Claus Clausen.

Han har ikke hørt om lignende løb andre steder.

- Så vidt jeg ved, så er det et ret unikt arrangement, vi har.

Kasper Kristensen blev nummer 11 i ungdomsklassen, og Ida Kristensen blev nummer 7 i børneklassen.

Send eller anbefal link

Der strækkes ud efter dagens etape.

Sommer

Ferie, sol, strand, liggestole, parasol

Bliv klogere på feriemaver, solbadning og sund sommermad i vores sommertema.

 

 
ligenupaasundhed

Sæt tænderne i en god Grand Prix-kage

Her får du ideer til sund grand cru snack til aftenens brag af et musikslag.

 

Hjemmehjælpen risikerer psykisk sygdom

Hjemmehjælpere har større risiko for at blive psykisk syg,.

 

Få gang i sexlivet efter fødslen

Er der dødt i dobbeltsengen efter familieforøgelsen? Så få sexologens gode råd til, hvordan der kommer liv i lagnerne igen.

 
 

Dagens UV-index

Forventet UV-indeks for hele landet

27 maj. 2012 05:45

27. maj 2012: 5.9

 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
Du er her: dr.dk > Sundhed > Din sundhed > Sommer > Artikler

© Copyright DR 2012. Materialet må ikke gengives uden tilladelse jævnfør lov om ophavsret.