Fysisk arbejde giver oftere smerter
03. jan. 2013 14.30 SundhedJobgrupper med fysisk krævende arbejde oplever nemlig oftere arbejdsrelaterede smerter end ansatte, der har et mindre fysisk arbejde. Det viser en ny undersøgelse fra Det Nationale Forskningscenter for Arbejdsmiljø.
Og det er ikke i orden, mener konsulent i Arbejdsmiljøpolitisk afdeling hos 3F Palle Larsen. Han siger til fagbladet 3F:
- På trods af alt det fokus vi har på arbejdsmiljø i det her land, så har vi stadig arbejdspladser, der producerer dårlige liv. Det bliver vi nødt til at gøre noget ved.
Han siger videre til bladet, at man er nødt til at se på, hvordan arbejdsforhold kan forbedres.
- Fysiske smerter er et alarmsignal. De risikerer at sætte sig som kroniske skader. Vi bliver nødt til at se på arbejdsmiljø med andre briller, siger Palle Larsen.
I følge undersøgelsen, der er baseret på svar fra 16.300 beskæftigede, har 33 procent haft smerter flere gange ugentligt inden for de sidste tre måneder. Fire procent svarede, at smerterne har begrænset dem i deres arbejde.
Samtidig viser undersøgelsen, at antallet af beskæftigede, der oplever smerter, stiger med alderen.
Ifølge Videnscenter for Arbejdsmiljø, er der især fem ømme punkter, der skal arbejdes med, når det drejer sig om at blive smerter kvit:
-
Hold kroppen fysisk i gang
-
Forebyggelse
-
Lav øvelser
-
Skab balance mellem job og krop
-
Fysisk trivsel er et fælles ansvar på arbejdsmarkedet
Læs mere og få tips til gode øvelser på Job&Krop.