Unges helbred afhænger af forældres indkomst
14. dec. 2009 11.31 Sundhed
Opdat.: 14. dec. 2009 11.32Det går ud over unges helbred, hvis forældrene har en kort uddannelse og lav indkomst. Det viser en undersøgelse, der offentliggøres i Ugeskrift for Læger i denne uge.
Det er efterhånden velkendt, at helbred og social status er tæt forbundet. Nu er det konkret påvist, at der også er en sammenhæng mellem unges psykiske og fysiske helbred og forældrenes sociale og økonomiske status. Helbredsoplysninger fra 14-15-årige i det tidligere Ringkjøbing Amt blev sammenholdt med forældrenes uddannelsesniveau og indkomst.
Blandt de godt 3000 unge, som deltog i undersøgelsen, havde unge med lavt uddannede forældre et dårligere selvoplevet helbred, var mere overvægtige og følte sig mere stressede, end unge med højtuddannede forældre.
I en sammenligning mellem unge fra de laveste og højeste indkomstgrupper havde unge med lavtlønnede forældre dårligere helbred på otte af undersøgelsens 11 helbredsmål.
Undersøgelsen "Social ulighed og helbred blandt unge" er en del af forskningsprojektet "VestLiv. Årgang 89", som gennem en lang årrække, indsamler oplysninger om årgangen til brug for forskning og dokumentation om social ulighed blandt unge. Det er planen at undersøgelsen fortsætter og følger de unge livet ud.