Ømme muskler kan få hjælp af naboen
28. jan. 2010 10.19 SundhedDet lyder umiddelbart underligt, at Caroline Wozniacki kan spille tenniskampen færdig med en skade i baglåret, eller at Michael Knudsen løber et helt håndbold-EM igennem med et halvskadet knæ. Men danske forskere har faktisk fundet en forklaring på, hvordan det hænger sammen, og dén viden kan bane vej for nye træningsmetoder inden for sportsgrene som tennis og håndbold, skriver videnskab.dk.
Det viser sig, at ømme muskler får andre muskler i området til at udføre det svære arbejde - de raske muskler afløser ganske enkelt de skadede, viser en ny undersøgelse fra Aalborg Universitet.
- Muskler taler sammen gennem nervesystemet, og at de forskellige muskler kan overtage hinandens funktioner, siger Pascal Madeleine til videnskab. dk
Han er professor på Center for Sensory-Motor Interaction (SMI), som er blandt verdens førende inden for idræts- og ergonomiforskning.
Pascal Madeleine vurderer, at man kan træne sine "backup-muskler" til at være stærke nok til at klare spidsbelastninger, så de kan tage over for en øm "hovedmuskel", f.eks. under en vigtig håndboldkamp.
Kan undgå skader
Tanken er, at man skal træne kroppen i stillinger og positioner, som man ellers kun kommer ud i en sjælden gang imellem.
- Det handler om at få kroppen til at udbygge sit repertoire af handlemønstre. Så bliver vi stærkere i musklerne omkring hovedmusklen, og på den måde kan vi muligvis undgå at få skader, siger Pascal Madeleine.
Det er derfor, topprofessionelle idrætsfolk kan spille kampe på højt niveau flere dage i træk - men forskerne har faktisk ingen forklaring på, hvordan kroppen er i stand til at vænne sig til hårde aktiviteter.
Resultatet af undersøgelsen er offentliggjort i online-versionen af tidsskriftet Scandinavian Journal of Medicine & Science in Sports.