De otte kostråd
- Spis frugt og grønt: 3-5 om dagen
- Spis fisk og fiskepålæg flere gange om ugen
- Spis kartofler, ris eller pasta og fuldkornsbrød hver dag
- Spar på sukkeret
- Spar på fedtet
- Spis varieret
- Sluk tørsten i vand
- Vær fysisk aktiv mindst 60 minutter om dagen
Hjælp dit barn med at tabe sig
01. feb. 2010 15.59 SundhedDe Danske Vægtkonsulenter tilbyder en belønning på 70 kroner hver uge til overvægtige børn og unge, hvis de har tabt sig 500 gram. Flere eksperter sætter dog spørgsmålstegn ved metoden. Vi har bedt en ernæringsekspert komme med et par gode råd til, hvordan man bedst hjælper børn og unge til at tabe sig.
Ifølge De Danske Vægtkonsulenter er det en meget effektiv og populær ordning at belønne de overvægtige unge kontant for at tabe sig. Men det er ikke vejen at gå, mener Camusa Hatt fra Professionshøjskolen Metropol.
- Det er selvfølgelig fint, at overvægtige børn og unge taber sig. Men rent pædagogisk så kan man godt frygte, at så stort et fokus på en ydre motivation, nemlig pengene, fjerner fokus fra den indre motivation, nemlig det at tabe sig ved at få en sundere livsstil, siger hun til dr.dk/sundhed.
Camusa Hatt er adjunkt på Metropol og kandidat i voksenpædagogik. Hun mener, at man i højere grad skal få de unge til at føle et ejerskab til projektet.
- Tal med de unge om, hvordan man får succes med sit projekt, og inddrag dem i, hvordan man får lagt de usunde vaner på hylden.
Læg ikke ansvaret på barnet
Der er dog nogle enkelte nemme tips, som altid gælder for vægttab, som man også kan bruge i denne sammenhæng, understreger Preben Vestergaard Hansen, der er kandidat i human ernæring på Metropol, det tidligere Suhr's.
- For det første handler et vægttab om en livsstilsændring, og det ansvar skal man ikke lægge over på barnet alene. Det involverer hele familien. Hvis det er barnet selv, der skal lægge sit liv om, er der en risiko for, at de kommer til at spise helt aparte og måske kommer til at mangle vigtige næringsstoffer, siger han til dr.dk/sundhed.
Hvis børnene alene får ansvaret for deres vægttab, så kan det være, de ender med på egen hånd og på et helt uoplyst grundlag at fjerne enkelte fødevarer fra deres kost, tilføjer han.
- Men det handler altså om at spise varieret og følge de otte kostråd fra myndighederne, siger han.
Preben Vestergaard Hansens bedste råd til at hjælpe børn til at tabe sig:
-
Sørg for at få kulhydrater fra gryn, groft brød, ris og kartofler. Det sætter nemlig forbrændingen i vejret. Det samme gør protein fra magert kød. Og så mætter begge dele meget.
-
Giv de unge et alternativ til sukker og sodavand, som spiller en meget stor rolle for mange. Det kan være i form af frugt, og juice blandet med danskvand.
-
Sæt ind med fokus på mange unges problemer med inaktivitet og fastfood. Det kan også involvere foreninger og institutioner, hvor de unge kommer.
-
Og sørg for at kommunikere med de unge om emnet på deres præmisser - det kan være via nettet eller via mobiltelefonen.
Man kan vokse sig ud af overvægten
Ifølge Sundhedsstyrelsen er hvert femte barn i Danmark overvægtigt. Det skyldes blandt andet, at mange børn spiser for meget fedt og sukker og for lidt frugt og grønt i forhold til anbefalingerne. Samtidig er kun to ud af tre børn fysisk aktive mindst 60 minutter om dagen.
Ofte fortsætter vægtproblemerne i voksenlivet. Faktisk bliver 70 procent af de overvægtige børn også overvægtige som voksne, blandt andet fordi de aldrig slipper af med de usunde vaner, som de har fået grundlagt i barndommen.
Sundhedsstyrelsen anbefaler, at overvægtige børn ikke skal på en decideret slankekur. Hvis man har et overvægtigt barn, skal man i stedet hjælpe det til at opbygge sundere mad-, drikke- og aktivitetsvaner. På den måde vil dit barn kunne vokse sig ud af overvægten.