Billig Valentines-wellness for to
14. feb. 2010 09.00 SundhedWellness behøver ikke at være dyrt. Du kan sagtens få en billig romantisk wellnessoplevelse med din partner derhjemme, hvor I forkæler hinanden. Du kan enten overraske din partner eller I kan planlægge en hyggelig aften sammen. Her kommer et forslag til hvordan en romantisk wellnessaften kan se ud.
Det første I skal gøre er, at I begge to slukker telefonen (ikke kun på vibrator, det er lige så forstyrrende) og ingen af jer må tjekke mails på computeren, eller tænde for fjernsynet på noget tidspunkt i løbet af aftenen.
Lidt lækker mad og drikke
Sørg for at I har tilberedt lidt lækker mad. Ikke noget, der ligger alt for tungt. Det kan f.eks. være, at I rister lidt mandler på panden med nogle krydderier, skyller nogle vindruer, køber jeres yndlings-champagne eller noget helt andet, som I synes er lækkert.
Hjemmelavet ansigtsmaske
Ansigtsmasker er ikke kun for kvinder. Mænd kan også nyde godt af dem. Lav jeres egne, da det er hyggeligt og billigt.
F.eks. kan I mose to avokadoer, en banan og to spiseskefulde lun honning godt sammen. Smør hinandens ansigter ind og lad det sidde i 15 minutter. Vent med at bruge ansigtsmasken, indtil i har gjort badeværelset klar, så i kan hoppe direkte derud og skylle masken af.
Hjemmelavet hårkur
Til jer begge to, skal bruge I bruge 1 dl olivenolie, 1 dl honning og to æg. Mix det hele sammen, enten med en blender eller med et piskeris. Vent med at putte det i håret, til I står i badet.
I skal massere blandingen ind i håret på hinanden og lade det sidde ca. 20 min. Husk at vaske håret med sæbe efterfølgende. Det kan godt være at det skal vaskes to gange.
Hjemmelavet bodyscrub
Det koster gerne en krig hvis man skal købe en god færdiglavet bodyscrub. I kan nemt lave jeres egen af almindelige basisvarer fra skabene. Lav bodyscruben dagen før, så i sparer tid på selve dagen, den kan nemlig godt holde sig et par dage køleskabet. I skal bruge:
100 g groft salt
200 g brunt rørsukker
Olivenolie eller anden olie
Æterisk olie med valgfri duft (Dem, der er beregnet til kroppen)
Bland salt og sukker. Hæld olie i og rør rundt, indtil det har en god løs konsistens. Derefter hælder I jeres duftolie i, til I synes, at duften passer. Bodyscruben skal bruges, når I står i badet sammen.
Tag et langt varmt bad sammen
Selvom I ikke har et badekar derhjemme, kan et brusebad sammen godt være romantisk. Tag jeres glas champagne med ud på badeværelse, det kan godt stå på toiletbrættet sammen med vindruerne.
Tænd for bruseren og skyl den ansigtsmaske af, som I har givet hinanden på ca. 15 min. inden. Skru op for den varme bruser og luk døren til badeværelset, så det damper og temperaturen når så højt op i rummet, at I kan slukke for vandet uden at fryse.
Herefter masserer I hinanden ind i den hjemmelavede bodyscrub og masserer hårkuren i håret på hinanden også. I ventetiden hygger I med champagne og druer.
God temperatur i rummet
Træk gardinerne for og varm det rum, I opholder jer i, op til omkring 25 grader. Så er der ingen af jer, der fryser, når I kommer ud af badet. I skal helst kunne gå nøgne rundt uden at fryse, og der er ikke noget værre end kolde tæer. Hvis I bruger fugtighedscreme på kroppen efter badet, så sørg for at lade den anden smøre det på.
Skab en atmosfære
Det er altid dejligt at være i et varmt rum, hvor der er gjort noget ekstra ud af det. Derfor er det en god ide at skabe den rigtige atmosfære. Tænd nogle stearinlys, gerne med duft, hvis I kan lide det. Dæmp lyset og sæt den rigtige musik på.
Gør det behageligt og giv hinanden massage.
Sørg for at have lagt nyt sengetøj på sengen og arranger puder, tæpper og lign, hvor I gerne vil ligge. Det behøver ikke at være inde i sengen, det kan også være i sofaen eller på gulvet i stuen. Nu skal I skiftes til at bestemme, hvad den anden skal gøre. Det kan være fodmassage, hovedbundsmassage, nakkemassage, klø hinanden på ryggen eller andet.
Rigtig god fornøjelse!