Nyd bare kaffen – dit hjerte kan tåle den
09. mar. 2010 06.00 SundhedEn god kop kaffe på det rette tidspunkt kan gøre underværker. Men mange kaffedrikkere kender også fornemmelsen af, at hjertet slår hurtigere efter en kop eller to, og en del har nok spurgt sig, om det nu også er sundt.
Til dem er der godt nyt i den nye undersøgelse, som forskere fra Kaiser Permanente i Oakland i Californien har gennemført - resultaterne tyder på ingen måde på, at kaffe giver problemer med hjerterytmen, måske endda tværtimod.
Forskerne gennemgik helbredsoplysninger for over 130.000 mennesker mellem 18 og 90 år, de fleste under 50. To procent af dem blev på et tidspunkt indlagt med forskellige hjerterytmeproblemer, oftest rytmeforstyrrelser i hjertets forkamre, den såkaldte atrieflimren.
Mest kaffe - færrest indlæggelser
Forskerne sammenholdt indlæggelserne med deltagernes oplysninger om deres kaffeforbrug: 42 procent havde angivet, at de drak mellem en og tre kopper kaffe om dagen, 17 procent mindst fire kopper dagligt, 27 procent drak overhovedet ikke kaffe og resten under en kop om dagen.
Det viste sig, at sandsynligheden for at blive indlagt med hjerterytmeforstyrrelse var 18 procent lavere for de, der drak mest kaffe, altså mindst fire kopper dagligt. For de, der drak mellem en og tre kopper, var den syv procent lavere, mens den var højest for dem, der aldrig drak kaffe.
Forskellene blev tydeligere jo længere man fulgte deltagerne, og resultaterne gjaldt også for de, der i forvejen havde hjerteproblemer.
Frygt ikke kaffen
Forskerne understreger, at deres resultater ikke i sig selv beviser, at kaffen er årsag til den nedsatte risiko. Men det er en mulighed, fordi koffein kan blokere for et stof, som har betydning for ledningen af de elektriske impulser i hjertemuskelceller.
Foreløbig er der, ifølge forskerne, ikke grundlag for at anbefale kaffe til forebyggelse af hjerterytmeforstyrrelser, men undersøgelsen viser, at mennesker med et moderat kaffeforbrug ikke behøver at frygte, at deres vane vil volde dem problemer med hjerterytmen.
Resultaterne blev præsenteret ved American Heart Association's Annual Conference on Cardiovascular Disease Epidemiology and Prevention i San Francisco.