Spis dig til en bedre eksamen
11. maj 2010 06.00 SundhedVisse fødevarer indeholder næringsstoffer, der kan hjælpe dig med at skærpe din hukommelse og din evne til at fokusere, forbedre dit humør og holde din hjerne aktiv. Derfor er det ikke lige meget, hvad du putter i munden før en vigtig eksamen.
Husk morgenmaden
Du har sikkert hørt mange gange, at du skal huske din morgenmad. Og det er også korrekt. Talrige undersøgelser har vist, at hvis du springer morgenmaden over, vil det påvirke din koncentrationsevne.
Hvis du derimod spiser morgenmad, så bliver du bedre til at huske, og din evne til at løse problemer bliver bedre. Og det er to gode kvaliteter når du sidder til eksamen.
Det er dog ikke lige meget hvilken morgenmad, du spiser. Vælg nogle fødevarer, der er rige på kulhydrater, fordi din hjerne har brug for glukose. Men det skal være langsomt optagelige kulhydrater for at undgå for store udsving i dit blodsukker.
En portion havregryn med mælk, yoghurt med müsli og frugt eller groft brød med ost er fornuftige valg. Undgå sådan noget som hvidt toastbrød, hvide krydderboller og wienerbrød.
Mellemmåltider er vigtige
For dine mellemmåltider gælder samme princip som for morgenmaden. Undgå sukkerholdige mellemmåltider som kiks, sodavand, energidrikke, müslibarer, energibarer og slik.
De får nemlig blodsukkeret til at stige hurtigt og kort tid efter falde igen. Når dit blodsukker falder, har du sværere ved at koncentrere dig, og hukommelsen bliver svækket.
Et godt mellemmåltid kan i stedet være en håndfuld nødder og rosiner. Nødder indeholder også B-vitamin, som spiller en vigtig rolle i hjernefunktionen. Det samme med bananer, som også er et udmærket mellemmåltid. Derudover kan du spise forskellige rå grøntsager som gulerødder, peberfrugter eller broccoli. Et stykke groft knækbrød med ost er også en god idé.
Drik før du bliver tørstig
Drik vand. Hvis bare du er den mindste smule dehydreret, kan det påvirke din præstationsevne markant. Hvis du føler tørst, er du faktisk allerede lidt dehydreret. Så drik væske, inden du føler tørst.
Hav f.eks. en vandflaske ved dig, og tag en lille tår engang imellem, i stedet for at tømme en halv flaske på én gang. Og hellere gå oftere på toilettet, end at være ukoncentreret til eksamen.
Tag også vandflasken med ind til eksamen. Hvis det er en mundtlig eksamen, kan det også være et godt trick til at holde en lille tænkepause, mens du tager en tår.
Skær ned på koffeinen
For meget kaffe, te og andre energidrikke med koffein, er ikke en god idé i dagene op til eksamen. Overdrivelse kan overstimulere nervesystemet og du ender med at få hjertebanken og højere puls.
Det er rigtigt, at koffein forbedrer din koncentration i en kort periode efter indtagelsen. Så hvis du ikke kan undvære din koffein, så vent med at drikke det til lige inden du skal præstere i stedet for at drikke det flere timer inden.