Cindy er vild med kosmetiske indgreb
30. okt. 2012 14.00 SundhedCindy Jackson er amerikaner og 57 år. Men hun ligner ikke én på den alder, og det er der egentlig ikke noget underligt i, for i USA lægger mange mennesker sig under kniven. Men det tankevækkende ved Cindy er, at hun bærer sine mange plastiske indgreb med ynde. Det er ikke gået skævt med alt for store læber og firkantede kindben til følge.
Cindy Jackson deltog i weekendens anti-aldersmesse i København, og netop det hurlumhej tog hun med ophøjet ro. Hun deltog for at fortælle om, hvorfor hun som ung tog en princip-beslutning om, at hun ville se godt ud og i dag kan smykke sig med titlen af at være den kvinde i verden, der har fået foretaget flest kosmetiske indgreb - og af den grund er havnet i Guinness Rekordbog.
-Vil du med hen og have et glas champagne til, spørger hun, da hun netop er hoppet af scenen, og vi har aftalt at lave et lille interview til DR Sundhed.
Nå, spørger jeg hende - drikker du?
-Ja, det gør jeg - men med måde, for jeg sørger for at leve sundt. Jeg ryger ikke, og jeg er vegetar, og så sørger jeg for at manøvrere uden om stress, for stress kan virkelig ælde folk, supplerer hun.
Men bobler kan hun åbenbart godt lide. Hun fortæller videre, at hun er single, for det er nu engang den måde, hvorpå hun kan få mest ro i sit liv. Som hun siger, har hun ikke brug for mænd - måske kun til en enkelt ting, griner hun.
- Dengang jeg blev smuk, fandt jeg virkelig ud af, at når man bliver smuk, så ændrer det alt. Så bliver man helt anderledes populær, og mændene står i kø for at holde døren for én - og jeg oplever faktisk stadig, at mændene vil hjælpe mig med at dirigere mig igennem en parallelparkering, griner hun og lægger ikke skjul på, at det faktisk er ret fedt.
Cindy og Barbie
Men der var engang en ung pige, der trissede rundt på landet i Fremont i Ohio i USA og drømte om en spændende fremtid og om at ligne en Barbiedukke. Det mente hun imidlertid ikke selv, at hun gjorde, selvom hendes navn - Cindy Jackson - ellers godt kunne klinge i den retning.
Hun var dygtig i skolen og kom i gymnasiet, hvor hun forfinede sin evne til at studere andre mennesker. Hun fandt ud af, at det sjovt nok altid var de smukkeste mennesker, der fik de bedste karakterer og dem, det gik bedst til eksamen. Der var mange fordele ved at være smuk, konkluderede hun.
Siden begyndte den unge Cindy at studere kunst og psykologi. Som kunststuderende fandt hun ud af, at der er forskel på menneskers ansigter, og hun gik meget op i, hvad det er for ansigtstræk hos mennesker, der gør, at nogle ganske enkelt ser smukkere ud fra naturens hånd.
- Jeg var ærlig talt ikke særlig smuk. Min næse var for lang, jeg havde poser under øjnene og under-ansigtet var for bredt, er blandt de anklagepunkter Cindy Jackson havde mod sit udseende, og i en alder af 25 år besluttede hun, at nu måtte der skrides til handling.
Top 10
Hun lavede en ønskeliste, og så begyndte hun den lange kamp mod sit udseende:
Først med næsen og siden med de trætte poser under øjnene, øjenbryn, øjne og hage.
- Der var ikke så mange, der havde gjort det før, så jeg fandt ud af, at jeg ved at fortælle om mine operationer hele tiden kunne finansiere den næste operation osv. For det er jo en skam, at det er så dyrt, jeg tror mange flere ville få det gjort, hvis det ikke kostede så meget.
- Jeg har gjort det til min levevej. Dengang var jeg rocksanger, men i dag udgiver jeg bla. bøger om mit forløb, ligesom jeg rådgiver andre om plastikkirurgiske indgreb, og jeg hjælper de mennesker, der har haft mindre heldige oplevelser med at blive opereret.
100 indgreb
Cindy Jackson har fået mere end 100 anti aging indgreb - fra direkte operationer til indsprøjtninger med Botox og såkaldte fillers, og selvom hun i dag regner med, at hun nok vil drosle lidt ned, så vil hun aldrig stoppe helt - men det er frem for alt hendes egen sundhed, der skal afgøre det.
-Jeg skal også have foretaget et indgreb i denne uge, men jeg kan desværre ikke sige så meget om, hvad jeg skal have gjort, for jeg har solgt rettighederne til den historie til et andet medie, forklarer forretningskvinden Cindy.
Ikke fortrudt
Hun er fascinerende og sjov, som hun slentrer rundt for at indsnuse skandinavernes tilgang til kosmetiske indgreb og filosoferer på sin vej lidt over, om grunden til, at skandinaviske kvinder ikke er så ekstreme mht. at få foretaget kosmetiske indgreb, mon skyldes dét, at de er så smukke fra naturens side.
-Jeg har ikke fortrudt et eneste af de indgreb, jeg har fået lavet - det mest smertefulde af dem var, da jeg skulle have lavet min hage. Det gjorde ondt, men det var formentlig fordi, de skulle skære i knoglen, forklarer hun, mens hun fascineret lytter til en rumænsk kvinde, der har hugorme hjemme i Rumænien, og som malker dem for gift og blander giften i potente cremer, der skulle virke foryngende.
- Er det ikke fantastisk, spørger Cindy og fortsætter begejstret, at det da egentlig er meget logisk at bruge naturens egen gift i stedet for at udvikle syntetiske midler med samme effekt.