Tilbage på job uden stress
18. aug. 2011 06.06 SundhedDe fleste kan sikkert nikke genkendende til, at der lige går et par dage fra man kommer af sted på ferie og kommer helt ned i de omdrejninger, hvor man virkeligt får slappet af. Men også den anden vej kan det være problematisk, altså når man går fra ferie og skal tilbage i omdrejninger igen.
Majken Matzau, der er erhvervspsykolog og også arbejder som stresscoach forklarer:
-Én af de helt store udfordringer er, at rigtigt mange af os i forbindelse med specielt sommerferien oplever nogle ekstremt store temposkift. Inden ferien er der masser af sager, der skal lukkes og opgaver, der skal være på plads, så du knokler virkelig igennem helt frem til det øjeblik, hvor du slukker computeren og tager hjem for at holde ferie.
-Så kommer ferien, og du kører - forhåbentlig - ned i lavt gear. Og når ferien så er slut, er det tilbage i det høje gear.
-De udsving kan din krop ikke holde til. Specielt ikke, hvis du har arbejdet i det høje gear over en længere periode. Og der er noget, der tyder på, at de seneste års finanskrise og økonomiske nedgang har betydet, at rigtigt mange arbejder i højt gear konstant. Derfor oplevede vi sidste år ved samme tid en trist rekord i stressnedbrud. Hvordan situationen bliver i år, ved vi endnu ikke, men forhåbentlig bliver sidste års rekord ikke slået.
Også kognitiv psykolog Henrik Tingleff kan mærke, at det er sæson for stresssygemeldinger. Grunden skal ofte findes i vores egne forventninger til os selv. Vi kræver simpelthen for meget af os selv, når vi starter efter ferien. Feriens ophobede skrivebordbunker giver os dårlig samvittighed, og derfor prøver vi at nå det hele på den halve tid. Og det er det der giver stress, understreger Henrik Tingleff.
Tre gode råd
Her kommer Henrik Tingleffs tre gode råd til at komme op i gear jobbet efter ferien uden stress:
1. Vær egoistisk
Begynd med de opgaver du selv synes er sjovest, ikke de vigtigste. De sjoveste opgaver kan være dem du finder mest inspirerende at lave, eller dem der involverer dine bedste kollegaer eller bare mennesker som giver dig energi at være sammen med. Det kan også være de opgaver du føler dig mest kompetent til at udføre. Kort sagt vær egoistisk, når du prioriterer opgaver - ikke arbejdsgivervenlig.
2. Læg ekstra tid ind
For at undgå at få stress over de opgaver, som du ved ligger og venter, skal du planlægge din tid omhyggeligt, og så lægge 20% til. Hvis du ved, at der er god tid til nå opgaverne, giver det motivation. Gør du det modsatte, klemmer for mange opgaver ind på for lidt tid, for at få dem af vejen, risikerer du at føle arbejdspresset som en uoverskuelig byrde, og så mister du motivationen. Lidt ekstra tid til opgaverne giver dig også mulighed for at undfange gode ideer og måske arbejde videre med dem.
3. Hvad giver dig energi?
I ferien fandt du måske ud af, hvad der giver dig energi? Du har måske læst mange bøger, motioneret regelmæssigt, haft hyggelige legestunder med dine børn eller noget helt fjerde. Den slags giver energi, og derfor er det vigtigt at undlade at skære disse 'åndehuller' væk, når du starter på arbejde. Det kan faktisk være en rigtig god investering, også for chefen, at lade medarbejderne fokusere på det, der giver dem energi, og så lade dem blive ved at med at bruge tid på det også efter at ferien er slut. Så en medarbejder der møder kl 10, fordi han eller hun har været i svømmehallen, skal klappes på skulderen og ikke kaldes på kontoret af chefen.