Pas på sminken til fastelavn
15. feb. 2012 06.03 SundhedDet kan være noget af en jungle at finde de gode produkter til at sminke børnene med til fastelavn.
Mange typer ansigtsmaling indeholder stoffer, der kan være hormonforstyrrende eller allergifremkalende. Sidste år fandt Informationscenter for Miljø og Sundhed i en test kun fire ud af 66 produkter, som ikke indeholdte problematiske stoffer.
Også Astma-Allergi Danmark har testet sminke til børn, og de fandt flere gode bud på sminke uden allergifremkalende stoffer. Til gengæld fandt de også, at mange producenter opfordrer til, at man selv allergitester produkterne på sine børn. Men det fraråder de:
- Lad være med at tro på producenternes anvisninger om, at du kan teste om dit barn tåler sminken ved at smøre det på et lille område på fx armen og vente 60 min. for at se om huden bliver rød og irriteret. En allergisk reaktion viser sig først efter 48 timer - og først anden gang huden kommer i kontakt med det, den ikke kan tåle, skriver Astma-Allergi Danmark.
Ifølge Miljøstyrelsen, er det vigtigt at produktet har en varedeklaration, da det ellers er ulovligt. Og tjekker man den og går uden om parfumen og de hormonforstyrrende stoffer, så er man godt på vej.
Selv om der i nogle tilfælde vil være tale om, at man dækker det meste af ansigtet med malingen, så mener Miljøstyrelsen, at det er sikkert at bruge produkterne, så længe anvisningerne følges.