Sådan overlever man det første år med tvillinger
14. apr. 2011 06.16 SundhedDet første år med ét barn tager al din tid og alle dine kræfter. Det første år med tvillinger er endnu hårdere, så hvordan klarer man det? I kongefamilien er der nok ingen tvivl om, at de har en tjener på hver en hånd. DR Sundheds Susanne Vigsø fortæller her, hvordan hun har tacklet sit første år med to små krudtugler.
Vi havde ni måneder til at vænne os til tanken om, at vores familie skulle blive dobbelt så stor. Vi vidste, at på en given dag i maj, ville vores familie ikke længere bestå af to, men af fire. Tankerne og forestillingerne myldrede rundt i hovedet på os, og vi prøvede at visualisere, hvordan det ville blive. Men lad mig sige det med det samme: Det er fuldstændig umuligt at sætte sig ind i, hvad det vil sige at blive forældre til tvillinger, før man har prøvet det.
Mikkel og Sebastian blev født den 10. maj, og fra det sekund, de kom ud, var intet - intet - længere det samme. Dén dag kørte toget, det kørte stærkt, og vi er stadig om bord på det. Der har ikke været en eneste station siden den dag, hvor vi har haft mulighed for at stå af og trække lidt luft.
Der skal ikke bare skiftes ble, mades, trøstes og lulles i søvn. Der skal skiftes to bleer, gives to flasker, trøstes gange to og lulles to børn i søvn. Det er dét, der gør tvillingelivet dobbelt så hårdt … i begyndelsen. Men det er også dobbelt glæde og dobbelt sjovt, når de vokser og udvikler sig sammen og hver for sig.
Skru ned for forventningerne
Den vigtigste lære, vi har draget som tvillingeforældre, er at afstemme vores forventninger - læs: Skruet helt ned for dem. Hvis man forventer at sove seks timer om natten, så bliver man skuffet, når det viser sig, at man kun får fire timers søvn.
Mens hvis man forventer at sove to timer om natten og får fire timers søvn, ja så er det jo faktisk double up. Det har hjulpet os meget. Så snart vi indså og gjorde os klart, at næsten intet er muligt, begyndte selv små skridt at virke som sejre. Og dem har man brug for.
Faster Lis holder hjulene i gang
Først og fremmest har det været en kæmpe hjælp for os, at vi har kastet al stolthed overbord og taget imod al den hjælp, vi kunne få. Og vi har ikke været blege for at være meget åbne omkring, hvilken type hjælp vi havde allermest brug for.
Min faster Lis har været hos os en dag om ugen, siden vores tvillinger blev født, og der er ingen tvivl om, at hun har været helt uundværlig. Hun har klaret vasketøj og mad til fryseren og ikke mindst har hun taget en lang tur med barnevognen en gang i mellem, så vi kunne få en tiltrængt middagslur.
I det hele taget har et ekstra sæt arme været utrolig velgørende, når de bød sig. Jeg har ofte lagt en grædende baby i armene på gæster, før de endnu var trådt ind ad døren: "Vil du tage dig af ham, mens jeg lige trøster den anden?". Noget af det sværeste at acceptere som nybagt forælder til tvillinger er nemlig, at man ikke kan trøste to grædende børn samtidig. Den ene kommer altid til at græde længere, end man har lyst til som forælder.
At kaste dem i armene på venner og familie har også den fordel, at børnene lige fra fødslen vænner sig til, at det ikke kun er mors eller fars arme, der duer. Vores børn har været vant til at blive trøstet af gud og hver mand, og det har faktisk haft den betydning, at de i dag er fortrolige med næsten hvem som helst, der kommer på besøg.
Så det kan varmt anbefales, også til nybagte forældre til et enkelt barn, at man lader være med at ruge på dem og lærer dem at have tillid til alle, der kommer i hjemmet.
Split dem op
Tvillinger ligner hinanden og følges ad på rigtig mange områder. Men de er altså også to forskellige børn, og derfor kan man med fordel splitte dem op en gang imellem.
Vi gør det om natten, således at den ene sover med Mikkel i gæsteværelset og den anden sover med Sebastian i soveværelset. På den måde undgår vi at blive vækket samtlige gange om natten, hvor den ene eller den anden skal have en sut eller lidt vand. Så er det næsten den samme mængde vågentid, som hvis man kun har et barn.
Det er selvfølgelig ikke en holdbar plan på langt sigt - men lige nu er det det, der giver os flest timers søvn i løbet af natten. Og det tæller over næsten alt andet i øjeblikket.
Planlæg, planlæg, planlæg
Planlægning af hverdagen bliver alfa og omega for at få et liv med tvillinger til at fungere. Ét grædende barn, der er sultent og vil have havregrød til morgenmad er en stressfaktor - to grædende børn stresser ikke mindre.
Så vi skruer ned for stress-niveauet ved at dække morgenbord og forberede havregrød allerede om aftenen, og ved at smøre vores egen og ungernes frokost, mens de sover formiddagslur. Så kan sulten stilles på et splitsekund, når behovet opstår.
Indkøb kan være lige så stressende, så vi har også skåret kraftigt ned på antallet af indkøbsture. Rigtig mange supermarkeder har ikke tænkt på barnevogne, da de indrettede butikken, og da slet ikke tvillingebarnevogne. En enkelt gang er jeg nået hele vejen gennem Netto med mine varer, kun for at opdage, at en søjle spærrede udgangen ved kassen. Så vi har gjort det til en vane at handle stort ind til flere dage ad gangen, i stedet for at handle lidt hver dag.
Husk parforholdet
Parforholdet bliver sat på en stor prøve, når man får børn. Vi har fokuseret meget på at være der for hinanden, også selv om ingen af os havde overskud til det, og vi har sørget for at få børnene passet, allerede fra de var ganske små, så vi kunne gå ud sammen. Alene-tid med vores respektive venner har vi også prioriteret. Man bliver bims, hvis man kun skal tænke på tvillinger 24 timer i døgnet.
Sidst men ikke mindst, så er det også vigtigt at understrege, at det er en kæmpe glæde at have fået tvillinger. Og allerede nu, hvor de er knap et år gamle, kan vi mærke, at der så sandelig også er fordele ved at have tvillinger.
De kan allerede nu, selv om de endnu ikke har noget sprog, kommunikere med hinanden og finde ud af at lege en leg sammen på gulvet. Og det aflaster i allerhøjeste grad, at man ikke er tvunget til at sidde på gulvet og aktivere dem. Vi glæder os rigtig meget over, at vores børn altid kommer til at have en legekammerat lige ved hånden, som kender dem bedre end nogen anden.
Hvis du har gode råd til, hvordan man får tvillingelivet til at fungere, så skriv dem her: