Brevkassen er lukket for flere spørgsmål lige nu, men du kan læse alle de tidligere spørgsmål og svar.
Hvordan virker en epiduralblokade? Hvordan går fødslen i gang? Og hvornår må man ringe til hospitalet?
Se filmene med Agnete Nørrelund he rpå siden eller hent dem til din ipod eller telefon.
Keglesnit og fødsel
21. mar. 2011 11.10 BrevkasseSpørgsmål
Jeg fik for nogle år siden lavet et keglesnit pga. celleforandringer. Jeg har læst lidt om det i forbindelse med min graviditet. Jeg har termin 11. maj, og jeg er i tvivl om, hvilke konsekvenser det kan have for min fødsel. Nogle steder står der at jeg kan gå i fødsel tidligere, andre steder at fødslen kan gå hurtigere.
Kan du hjælpe mig med at finde ud af det?
Mange hilsner Dorthe
Svar
Kære Dorthe,
Tillykke med baby på vej!
Der er nogle undersøgelser, der peger på, at et keglesnit øger risikoen for at føde for tidligt. Andre siger, at det ikke spiller nogen rolle. Den seneste undersøgelse jeg er bekendt med, konkluderer, at det har noget med længden af selve snittet at gøre. Jo længere snit, jo større risiko er der for at føde for tidligt.
Jeg synes ikke du skal bekymre dig. Uanset hvad, er risikoen lille. På Rigshospitalet er man gået væk fra at ultralydsscanne livmoderhalsen på gravide med keglesnit, da risikoen er så lille.
Mht. fødslen og hvor lang tid den tager, så er det svært at svare på. For spørgsmålet er jo, hvordan man ellers, uden et keglesnit, ville have født. Min personlige erfaring er, at der godt kan være et tidspunkt i udvidelsesfasen, hvor det går lidt langsomt eller nærmest står stille. Det er som om, der er et punkt, man skal forbi. Og når man så er forbi det, går det hurtigt. Her kan det være godt, at være ordentligt smertedækket, men det skal du tale med din jordemoder om under fødslen.
Det bedste du kan gøre, er at være opmærksom på tegn på begyndende fødsel og ellers nyde din graviditet så meget du kan.
Held og lykke!
/Line Ellen Klebak