Humøret svigter

Spørgsmål

Jeg er kommende enlig mor på 38 år - til mit første (ønske-)barn! Min graviditet har været meget nem. Jeg blev gravid efter kun fire forsøg, og har ingen kvalme eller ubehag og nu er jeg i 24. uge - rund og fysisk godt tilpas - og stadig på arbejde hver dag.

Der har været perioder med ekstrem træthed, usikkerhed og ind imellem også tvivl ... helt forventelige hormonelle reaktioner - tror jeg.
            
Men alligevel er jeg i de sidste par uger blevet overvældet af tristhed og jeg føler pludselig at alting er helt uoverskueligt. Bekymringerne hober sig op -  har ingen familie i Jylland, nedskæringer på arbejdet, mangler et sted at bo om bare to mdr. og en krop der ikke længere kan det den plejer osv.

Jeg skifter mellem at blive irriteret og at være ved at give op. Jeg bliver hurtigt ked af det, kan ikke tage mig sammen til større ting - og føler mig træt hele døgnet.

Når det ser sortest ud, bliver jeg bange for at jeg er lidt smådeprimeret ??? Men de venner jeg har snakket med, siger det skyldes at jeg bekymrer mig unødigt og bare skal glæde mig til at blive mor. ENIG og prøver også ...

Jeg kunne godt bruge et godt råd om, hvordan man kan pleje sig selv - psykisk og genvinde glæden over mine lykkelige omstændigheder og troen på at det nok skal gå (-:

Jeg synes jo egentlig jeg er utaknemmelig og at det er synd for min lille datter i maven at hun skal påvirkes af mine humørhuller (-:
            
-Unikum

Svar

Kære Unikum,

Der er forskel på, at have humørsvingninger og føle sig usikker og overvældet over at skulle være mor, til at have de følelser og tanker du har. Dermed ikke sagt, at du nødvendigvis er deprimeret, men når jeg læser din mail, er der en lille alarmklokke, der ringer hos mig.

Det er stort og overvældende. Det er krævende fysisk og psykisk. Der dukker følelser op, man ikke kender og ikke kan rubricere - måske dukker der også tanker eller minder op, som man helst var foruden. Jeg synes, at du må bevæge dig ud på dybt vand og mærke efter, hvad det egentlig er der gør dig ked af det - er det de mere lavpraktiske problemer, eller er det billedet af dig som mor, dig som gravid og besværet, frygten for at stå alene med det hele, eller hvad handler det om...?

Du skriver, at dine venner siger, at du bekymrer dig unødigt og det er jo dem, der kender dig bedst - men jeg vil alligevel mene, at siden du skriver til mig, og siden dine tanker bekymrer dig, synes jeg det er noget, du skal tale med din egen jordemoder om. Måske har du en tid hos hende snart, ellers kan du ringe til dit fødested og bede om en tid. Hun kan selvfølgelig ikke løse dine problemer, men forhåbentlig hjælpe dig videre.

Din lille datter i maven lider i øvrigt ingen nød - hun hygger sig i maven, hvadenten du griner eller græder.

Jeg er sikker på, at du finder glæden igen. Måske skal du bare gå ad en anden sti end andre, for at nå derhen. Måske beriget af en ny indsigt i dig selv...

-Line