Pas på med antibiotika til mellemørebetændelse
24. aug. 2009 14.45 Sundhed
Lægen bør tænke sig om en ekstra gang, inden børn med mellemørebetændelse får recept på penicillin. Flere af de børn, der får antibiotika, bliver ramt af mellemørebetændelse igen senere hen - chancen for at gå fri er større for de børn, der ikke bliver behandlet, viser en ny hollandsk undersøgelse, offentliggjort i British Medical Journal.
168 børn i alderen fra seks måneder til to år, som havde været hos deres praktiserende læge på grund af mellemørebetændelse, blev fulgt over tre år.
63 % af de børn, der havde fået antibiotika, havde fået mellemørebetændelser igen i den periode. Derimod var det kun 43 % af de børn, der ikke havde fået antibiotika, der måtte døje med mellemørebetændelser igen.
I Ugeskrift for Læger kommenterer praktiserende læge Susanne Reventlow, at den hollandske undersøgelses resultater bekræfter den anbefaling, der allerede gælder her i landet. Her anbefales lægerne at være forsigtige med at udskrive antibiotika til ellers raske børn med ukompliceret mellemørebetændelse. Har børnene længerevarende øreproblemer, anbefales det at lægge dræn i trommehinden, da det har vist sig mere effektivt. Men også herhjemme er der, ifølge Susanne Reventlow, god brug for mere viden om børn med gentagne mellemørebetændelser.