Ældre elsker mere
22. aug. 2008 09.38 Ældre
Mere om sex og parforhold
Der er ikke længere stor forskel på unge og ældre. I hvert fald ikke, når man kigger på tal, der afspejler danskerens livsstil. Ældre gifter sig, bliver skilt og finder nye partnere. De dyrker sex som andre, og som de har gjort gennem hele livet – også selv om de er blevet alene. De vil have det hele med, og de fortsætter med at leve det liv, de altid har levet.
Det er en tendens, som Ældre Sagen ser tydeligt. Alene antallet af giftermål blandt ældre fortæller, at ældre har mod på livet. Gennem de sidste 10 år er antallet af vielser steget voldsomt. Det er blevet moderne at gifte sig, også selv om sølvbryllupsalderen for længst er passeret.
I 2006 var der således næsten 1000 danskere over 65 år, der blev gift. Af dem var 36 procent enker eller enkemænd, 53 procent var skilte, mens 11 procent blev gift for første gang, fremgår det af Ældre Sagens publikation "Ældre i tal".
Par uden papir
Andre par finder sammen og indgår i nye forhold uden at gifte sig. En stor del flytter sammen uden nogen sinde at få papir på det, og andre vælger at beholde deres to forskellige adresser og er så par uden at være sammen hele tiden.
"Disse par er der mange af. Hvor mange ved vi ikke, fordi der ikke er tal på dem. Vi ved bare, at for mange op i årene fungerer et sådant forhold godt. De får strøm på batterierne, når de er alene, og de kan glæde sig til at mødes igen," forklarer ældrepolitisk konsulent Margrethe Kähler, Ældre Sagen.
"De kaldes colapar, som betyder couple living alone. Det fænomen er meget udbredt i USA og er stærkt på vej her," siger hun.
Lysten er en gave
Margrethe Kähler fortæller, at mange ældre har et godt seksuelt samliv langt op i årene.
"Er lysten der, kan man sagtens blive ved. Men det er vigtigt at begge parter holder lysten ved lige og ser på den som en gave, ikke som blot en behovstilfredsstillelse. Der skal følelser med, hvis det skal være rigtig godt.
Behov for ømhed og seksuelle følelser forsvinder jo ikke, fordi vi bliver ældre. Men der skal både held, mod og livskunst til for at få det til at virke sammen med en partner."
Her sidder ældre inde med stærke kort, mener hun.
"Erotikken, lysten og behovet for den følelsesmæssige forening forsvinder ikke med alderen. Samliv kan nå en ny intensitet, når manden dropper præstationsangsten, og kvinder slipper kontrollen og lader ømheden få frit spil."
Leveret af Ældre Sagen