preload loader
Sisse powernapper
 

Powernap

Et powernap er en kort pause i løbet af dagen, hvor hjernen får lov at hvile i 15-20 minutter. Begrebet stammer fra USA, men at tage en lur midt på dagen eller lige efter frokost er faktisk slet ikke noget nyt herhjemme. I gamle dage lukkede flere danske arbejdspladser ned midt på dagen, for at folk kunne køre hjem og spise frokost og tage en lur.

I dag er det dog de færreste mennesker, der husker at hvile hjernen i løbet af arbejdsdagen -og det er der måske god grund til at lave om på. Undersøgelser viser nemlig, at der er mange fordele ved at genoplive middagsluren i form af et såkaldt powernap. Udover at man nedsætter sit aktuelle behov for søvn, skulle et powernap give ny energi til hjernen og forbedre blandt andet koncentrationsevnen, overblikket, effektiviteten og humøret.

Det skulle faktisk være så godt at powernappe, at firmaet Bwell har udviklet et decideret powernapkoncept. Og det har Ha' det godt set nærmere på.

Massagestol

Bwell's powernapkoncept består af en massagestol og en mp3-afspiller med afspændingsmusik, der skal hjælpe medarbejderen med at holde pause på den helt rigtige måde. Ifølge Bwell har rigtig mange mennesker problemer med at få slappet ordentligt af i pauserne og derfor skal stolen og musikken hjælpe med koble hjernen helt fra og sende tankerne så langt væk fra arbejdet som muligt.

Ha' det godt placerede konceptet på vandsengsfabrikken Akva i Ry, hvor fire medarbejdere fik 14 dage til at vurdere udbyttet af et dagligt powernap med Bwells powernapmetode.

Resultatet var overvejende positivt, selvom der var en enkelt skeptiker i blandt. Men det er helt naturligt at der er delte meninger om det at powernappe. Det er nemlig ikke alle, der har behov for et powernap -nogle kan endda få det værre efter den korte lur.

Det essentielle ved et powernap er nemlig, at man ikke falder ned i den dybe søvn. For så kan det være meget svært at komme til at fungere optimalt igen og nogle vil føle sig dårligere fungerende efter nappet.  Ifølge søvnforsker Jan Ovesen skal folk, der oplever at et powernap forværrer deres tilstand, ganske enkelt holde sig fra det.

Bwells koncept henvender sig til arbejdspladser, der vil gøre noget godt for sine ansatte. Men man behøver selvfølgelig ikke stol og musik for at tage et powernap.

Massagestol

Ifølge søvnklinikken Scansleep er opskriften enkel:

  • Lyt til din krop
  • Du skal ikke sove for sent på dagen, da det kan forstyrre din nattesøvn.
  • Vælg et værelse hvor du kan være uforstyrret
  • Læg dig ned eller læn dig tilbage i en behagelig stol
  • Luk øjnene og slap af i alle kroppens muskler
  • Udeluk forstyrrende (aktiverende) tanker eller problemer som skal løses
  • Sæt en alarm til at vække dig efter 15-20 minutter. Du må ikke falde ned i den dybe søvn.
  • Afslut med lidt aktiverende muskelbevægelser
 

Send eller anbefal link

Links

 
 
 
 
 
Du er her: dr.dk > Tips fra DR > Tips og råd > Ha det godt

© Copyright DR 2014. Materialet må ikke gengives uden tilladelse jævnfør lov om ophavsret.