preload loader

Poul Kjærholm (1929-1980). Lærer, lektor og professor på Kunstakademiet, 1955-1980.

 

Poul Kjærholm

Poul Kjærholm blev født i Øster Vrå i Vendsyssel i 1929 og blev som 20-årig uddannet møbelsnedker i Hjørring.
Han modtog undervisning af bl.a. den danske arkitekt Jørgen Utzon, der var en betydelig inspirationskilde for ham på Kunsthåndværkerskolen, hvor han i 1952 tog afgangseksamen med lænestolen PK25.

PK 25

PK 25


KK-samarbejdet
I 1955 fik den danske producent E. Kold Christensen øje på Kjærholms kvaliteter, og de startede et livslangt samarbejde under logoet "KK", der kombinerede arkitekt og producent som ligeværdige partnere i designprocessen. I de følgende 25 år skabte Kjærholm en række møbler, der kombinerede moderne materialer med høje håndværksmæssige standarder samt udformning af detaljer. Og netop detaljen betød meget for Kjærholm, der var perfektionist gennem hele sin karriere.

Inspiration
I løbet af sin karriere lod Kjærholm sig også inspirere af udenlandske arkitekter og designere f.eks. amerikanerne Charles og Ray Eames og den tyske arkitekt Mies van der Rohe, der inspirerede ham til at benytte nye industrielle materialer som stål, og udover egne produkter har Kjærholm også arbejdet videre med et af sin forgænger på Kunstakademiet (Kaare Klints) møbler. Resultatet blev foldestolen PK91 fra 1961.

PK 91

PK 91

Klassisk design og enkel form
Flere af Kjærholms produkter er blevet klassikere. Det gælder bl.a. PK22 fra 1955, der er Kjærholms mest kendte og populære stol, udført i matforkromet fjederstål (i dag rustfrit stål) med betræk af læder, kanvas eller peddigrør. Stolen blev belønnet med den prestigefulde Lunning Pris i 1958.

PK 22

PK 22

Den enkle form kendetegner Poul Kjærholms møbler og gør dem til en fuldendt harmonisk helhed i møbelkunsten og som lektor og siden professor på Kunstakademiet møbelskole videreførte han mange af Kaare Klints holdninger, og har på den måde haft betydelig indflydelse på den efterfølgende generation af danske møbeldesignere.

Flere af Kjærholms møbler produceres stadig, og hører til blandt de mest efterspurgte indenfor dansk design.

I 2004 blev Kjærholms møbler udvalgt til at møblere den nye udvidelse af Museum of Modern Art i New York.

Har du lyst til at læse mere om Poul Kjærholm,kan vi bl.a. anbefale følgende bøger:

Poul Erik Tøjner: Danske designere "Poul Kjærholm." Udgivet år 2003. ISBN 87-617-3284-2

Per H. Hansen / Klaus Petersen: "Den store danske Møbelguide." Udgivet år 2006. ISBN 87-11-23165-3


 

Send eller anbefal link

 
 
 
 
Du er her: dr.dk > Tips fra DR > Tips og råd > Hvad er det værd håndbogen

© Copyright DR 2014. Materialet må ikke gengives uden tilladelse jævnfør lov om ophavsret.