preload loader

Billig Bagesten

Misundelsen er ofte stor, når man åbner en pizzaæske fra det lokale pizzeria. Pizzabunden er altid sprød og lækker, og når man selv laver pizza, bliver bunden tit blød. Hvordan laver man en bund, der er lige så sprød som den, de professionelle pizzabagere laver i deres stenovne?

Løsningen kan være en pizza-bagesten, der kan købes hos isenkræmmeren. Så bliver din pizza stenbagt, men stenen koster kr. 229,-! Sådan en pris kan godt få en til at overveje at undvære den dejlige bund. Men bare rolig. Du kan sagtens få pizzaen stenbagt - meget billigere.

I stedet for at købe en dyr pizzabagesten hos isenkræmmeren, kan du tage en tur i den lokale tømmerhandel og købte en gulvflise, som man normalt bruger på badeværelset. Flisen er en anelse mindre end pizza-bagestenen, men ellers ser de to sten ens ud. Ida Benthin prøvede at bage pizza på flisen, og resultatet blev fuldstændig som ønsket: En lækker, sprød pizzabund bagt på en gulvflise til knap 20 kroner.


Prissammenligning:

Pizzabagesten fra Bahne (38x33cm) 229,- kr. (inklusiv en træ-pizzaspade)
Gulvflise fra tømmerhandel (32x32cm) 20,- kr.
Besparelse 209,- kr. (91%)


Pizzaopskrift:

Gode råd til professionel pizza-bagning:

  • Dejen skal rulles meget tyndt ud, for at bunden bliver lækker og sprød.
  • Ovnen skal være meget varm, gerne 300 grader (alternativt ovnens max.-temperatur).
  • Ovnen må ikke stå på varmluft.
  • Pizzaen bages til den er gyldenbrun, ca. 6-8 minutter alt efter ovnens kvalitet og styrke.


Pizza-bagesten - fremgangsmåde:
Først varmes flisen langsomt op inde i ovnen. Den skal helst stilles ind i en kold ovn, da der ellers kan være risiko for, at den flækker. Når stenen er glohed, lægges pizzaen over på flisen, og den sæt-tes i ovnen. (Da stenen er så varm, er det vigtigt, at man har nogle gode grill-handsker eller grydelapper for at undgå at brænde sig.)

Pizzadej:

  • 225 g. mel
  • 1 1/4 dl. vand
  • 2 spsk. olie
  • 25 g. smør
  • 1 tsk. salt
  • 5 g. gær (ca. en tiendedel af en pakke gær)

Dejen skal hæve i ca. 2 timer ved stuetemperatur
og sættes derefter i køleskabet natten over.
Næste dag tages dejen ud af køleskabet, en halv
time før pizzaen skal laves.

Tomatsovs:

  •  
  • 1 ds. flåede tomater
  • 1 spsk. olivenolie
  • 1 knivspids salt
  • 1 fed hvidløg
  • 1/2 spsk. Oregano
  • 4-5 blade frisk basilikum
  • Det hele kommes i en blender og køres indtil sovsen er jævn.

Ud over tomat-sovsen dækkes pizzaen med ost og fyld efter ønske.

 

Send eller anbefal link

 

Tips fra DR bliver ikke opdateret

De tips du finder på denne side er en samling af tips fra DRs programmer gennem tiden. Siderne bliver ikke opdateret.

 
 
Bonderøven
 
 
 
 
 
 
Du er her: dr.dk > Tips fra DR > Tips og råd > Rabatten

© Copyright DR 2014. Materialet må ikke gengives uden tilladelse jævnfør lov om ophavsret.