preload loader
Bilvask
 

Hvad koster en bilvask?

Det er rart med en ren bil, men vejen til den kan være lang og dyr.

Hvad koster det egentlig i tid og penge at vaske bilen selv, hvad er forskellen på vaskehallens dyre og billige vaskeprogram - og kan det virkelig lade sig gøre at få en ren bil - helt uden vand?

Sammen med FDM/Århus har vi kigget på kvaliteten og prisen på de forskellige måder at vaske bil på.

Manuel vask

Allerførst er der bilvask på den gammeldags facon.

Her skal vi bruge:

  • Vand
  • Spand
  • Autoshampoo (indeholder voks, som er skånsom mod lakken - BRUG IKKE OPVASKEMIDDEL)
  • En god autobørste eller en svamp
  • Evt. fælgrens og fælgbørste
  • Vaskeskind

Begynd med at ”sætte bilen i blød”.

Spul den over med vand for at få spulet alt sandet af.

Rør autoshampoo op i spanden - følg doseringsanvisning.

Vask bilen med børsten, men pas på ikke at trykke for hårdt.

Spul bilen over igen for at komme af med overskydende snavs og skum.

Tør bilen efter med et vaskeskind.
Hvis du ikke tørrer efter, kommer der kalkpletter på lakken.

Hvis du har adgang til regnvand, så kan du skylle efter med det for at spare aftørringen.

Du skal passe på ikke at ridse bilen.
Derfor er det vigtigt at du har godt med rindende vand.

Husk at tørre godt efter med kluden.

Tidsforbruget er ca. 45 minutter inklusive forberedelser med at trække haveslangen frem.

Udgifterne er på ca. 10 kr., men varierer efter hvor beskidt bilen er, og hvor god du er til at spare på vandet.

Fordelen ved manuel vask er, at man kommer ind i krogene - f.eks. bag sidespejlene og at man ved at være over hele bilen selv kan holde øje med, om der er særligt genstridigt snavs eller om der er ridser i bilen.

Ulemperne består i at det er foholdsvis tidskrævende at vaske bilen selv og at man selvfølgelig bliver våd og kold - især om vinteren.

Bilvask

Vaskehallen

Du slipper for at blive våd og kold, hvis du vælger at vaske din bil i en vaskehal.

Det eneste, du selv skal gøre her er at pille antennen af bilen og så måske selv give bilen en vask med børste på de steder, hvor maskinen har svært ved at komme til - for eksempel bag sidespejlene.

Tidsforbruget er 5-10 minutter - afhængig af hvilken vask, du vælger.

Udgifter varierer også efter hvilken vask du vælger.

Vi prøvede 2 forskellige vaske, én til 29 kr. og én til 79 kr.

Selve vasken er den samme, men med den dyre vask får du ekstra finesser som insektløsner, undervognsskyl og lakforsegler.

Fordelen ved en maskinvask er som sagt, at du ikke selv bliver våd og kold.

Der er også en miljøfordel ved at bruge vaskehallen.

Overskydende vand bliver renset i en olieudskiller, så olie- og kemikalierester ikke siver ned i grundvandet, og bilen bliver ikke ridset.

Som hovedregel er det en god idé at tage den billige vask om vinteren, hvor bilen skal vaskes ekstra tit, og så en gang imellem tage den dyrere for at få skyllet undervognen.

Ulempen ved maskinvask er at hverken den dyre eller billige vask tager snavset på de vanskeligt tilgængelige steder, som f.eks. ved sidespejle og under vinduesviskere.

Bilvask

Miracle Drywash

Miracle Drywash er en helt ny måde at vaske bil på - helt uden vand.

Produktet er udviklet af det amerikanske militær til rengøring af deres fly i Iraks ørken, og den teknologi kommer nu den almindelige forbruger til gode.

Produktet består af en række kemikalier, som løfter snavset væk fra lakken eller ruderne, som så tørres efter med mikrofiberklude.

Det er vigtigt, at du ikke presser for at undgå at ridse bilen.

Snavset sætter sig så i mikrofiberkluden.

Derefter pudser du efter med en anden mikrofiberklud og værs’go - bilen er vasket - helt uden vand.

Tidsforbruget er ca. 35 minutter for en bil i standard-størrelse.

En pakke med to mikrofiberklude, et sæt handsker og en sprayflaske med en halv liter drywash koster 150 kroner.

Ifølge teksten på emballagen kan man vaske bilen op til syv gange pr. flaske - og i så fald bliver prisen pr. vask ca. 21,50.

Til vores forsøg brugt lidt over en trediedel af flaskens indhold.

Den reelle pris kan altså godt komme til at ligge på den anden side af 50 kroner alt afhængig af, hvor beskidt bilen er, og hvor rundhåndet man er med produktet.

Fordelen ved at bruge Miracle Drywash er, at du ikke behøver at bruge tid på at trække vandslangen frem og rulle den sammen igen efter vask.

Miljømæssigt er der også en gevinst ved at man ikke skyller olie og skadelige kemikalierester ud i naturen, fordi man ikke bruger vand.

Ulempen ved produktet er bl.a., at man ikke kommer ind i revner og sprækker, fordi man SKAL bruge en mikrofiberklud.

 

Send eller anbefal link

 

 
 
 
Du er her: dr.dk > Tips fra DR > Tips og råd > Rabatten

© Copyright DR 2014. Materialet må ikke gengives uden tilladelse jævnfør lov om ophavsret.