preload loader
ansigt_Maske
 

Festlig fastelavnsmaske

Hvis du gerne vil sætte dit eget præg på årets fastelavnsudklædning, så giver vi dig her nogle gode tips til en super flot fastelavnsmaske.

Vi har fået hjælp af dekoratør og stylist, Tina Dalbøge, der er ekspert i at lave sjove ting ud af materialer, som de fleste mennesker har hjemme i skabene.

Nedenfor kan du se en vejledning til flot abemaske.

Det eneste du skal bruge er:

  • En pakke vat (giver ca. fire masker)
  • Vand
  • Mel
  • Sovsekulør
  • Rødbedesaft
  • Bananskræl
  • Noget madpapir eller avispapir
  • Sølvpapir
  • Et bor til at lave øjne og hul til elastik
  • En kraftig elastik

maske

Fremgangsmåde:
Tag en bageplade eller noget andet jævnt, som masken kan ligge på.
Form en pude af madpapiret i den størrelse, som masken skal have. Du kan også bruge avispapir, men tryksværten kan godt smitte af på maske og ansigt.
Bland vand og mel til en tyk konsistens á la pandekagedej. Hæld lidt af blandingen fra til senere brug.

For at få en flot brun abe, kan du hælde noget sovsekulør i blandingen. Farven trænger op og bliver kraftigere, når masken tørrer, så du skal ikke putte for meget i. En lys nougatfarve bliver en flot abe-brun.

Tag vattet ud og riv det fra hinanden, så du får en masse tynde lag, der ikke er for store. Dyp lagene enkeltvis i melblandingen og læg dem ovenpå puden af madpapir. Sørg for at få dækket hele puden med et tykt og jævnt lag. Glat derefter alle revner ud.

For at ørerne kan komme til at stritte, kan du lægge en sølvpapirskugle under hvert øre. Selve ørerne laves også af vat, som du former og dypper i den brune melblanding.

Nu skal aben have øjne. Her bruger du noget af melblandingen uden farve. Form to ovaler af vat og dyp den i blandingen. Læg dem der, hvor øjnene skal sidde. Husk at måle efter, om det passer med afstanden mellem dine egne øjne.

Hvis du vil give aben en rød mund og næse, så put noget rødbedesaft i den lyse melblandning, der er tilbage. Form en stor cirkel af vat, dyp den i blandingen, og læg den på masken.

Næsebor, mund og pupiller til øjnene laves af bananskræl, som du klipper til. Når skrællen tørrer, bliver den helt sort og trækker sig lidt sammen. Lav derfor stykkerne en anelse større, end det de egentlig skal være.
Nu er masken færdig, og du kan enten vælge at putte den i ovnen ved 100 grader i et par timer eller sætte den et lunt sted ved en radiator. Så er tørretiden dog et par dage.

Når masken tørrer, bliver den helt hård og stabil. Du kan herefter bore huller til øjne og elastik.

Og så er du klar til at slå katten af tønden med din helt egen personlige maske.

Du kan lave flere forskellige masker, alle sammen efter samme princip med vat, vand og mel. I stedet for rødbedesaft og sovsekulør kan du også bruge almindelig akrylmaling til at give farve. Og så kan du f.eks. bruge uld fra en´gammel sweater til en løvemanke, hår fra en kost til lange prinsesse-øjenvipper, og to pølser af vat til store kysse-læber.

Find selv på flere sjove ideer...

 

Send eller anbefal link

 

 
 
 
Du er her: dr.dk > Tips fra DR > Tips og råd > Rabatten

© Copyright DR 2014. Materialet må ikke gengives uden tilladelse jævnfør lov om ophavsret.