preload loader
Fart, hastighed, bil
 

Gode råd før du køber brugt bil

Skal du ud på brugtmarkedet har vi følgende råd til dig, hvad enten du er på jagt efter en klargjort - en engros - eller en privatbil. Selv om du ikke har meget forstand på biler, kan du alligevel med lidt omtanke og åbne øjne danne dig et indtryk af bilens helbredstilstand.

Først og fremmest skal du aldrig købe brugt bil alene. Du skal altid tage en kammerat med - 4 øjne ser bedre end to. Det også en fordel at være i overtal, når du står overfor den professionelle sælger. Er der en i din omgangskreds eller familie med forstand på biler, er det selvfølgelig en fordel. Du kunne også købe din mekaniker til at tage med dig, når du har fundet den bil, du helst vil have. Alternativt kan du lægge ruten forbi mekanikeren, når du er ude på en prøvetur.

  • Start med at se bilen grundigt an – virker den ordentligt vedligeholdt. Selv småbuler kan være dyre at få lavet, og en forrude er ulovlig, hvis der er skader/stenslag i synsfeltet.

  • Tjek om der er farveforskel i lakken. Er lakken ”friskere” på en del af bilen, har den sikkert være skadet. Tjek også som døre, hjelm og bagklap ”sidder rigtigt” i forhold til karosseriet, og om de kan åbnes uden besvær.

  • Tjek om der er nok olie og kølervæske på bilen. Kik også på selve olien, er den kulsort kan det være et tegn på en slidt motor. Se efter oliespild og utætheder i motorrummet (og vær på vagt hvis motoren tydeligvis lige er blevet vasket). Tjek kølervæsken, der må selvfølgelig ikke være olie i. Glem heller ikke batteriet, der skal være rent og uden hvide belægninger ved polerne.

  • Tjek om dækkene er slidt ensartet. Er de slidt skævt, er hjulophængene ude af justering eller slået skæve, og det kan også skyldes skævheder i karosseriet efter en alvorlig skade. Gode kvalitetsdæk af anerkendt mærke og eventuelt ekstra vinterhjul tyder på en omhyggelig tidligere ejer.

  • Ryk grundigt i forhjulene med begge hænder. Er der slør, kan det betyde slidte bøsninger eller andre fejl i forhjulsophænget. Drej også på rattet – hjulene skal reagere på den mindste ratbevægelse.

  • Tjek for slidte støddæmpere ved at ”gynge” med bilen i hvert af bilen hjørner.
  • Prøv at se på bilen nedefra. Er der rustangreb? Hvordan ser hjulophængene ud? Er udstødningen tæret og er dens ophæng i orden?

  • Undersøg om bilen har fået supplerende rustbeskyttelse, altså undervognsbehandling. Bare en enkelt behandling forlænger bilens levetid meget.

  • Stemmer sliddet i kabinen overens med det opgivne kilometertal. Trætte sædehynder, slidt pedalgummi og et blankslidt rat er tegn på en bil, der har kørt meget langt.

  • Prøveturen er selvfølgelig altafgørende for at tjekke bilens kvalitet, og du skal ikke spare på krudtet - bilen skal have nogle tæsk. Pres gearkassen, den må ikke springe ud af gearene (specielt 1. og 2. gear) også i svingene skal den ha´ gas, hvis eventuelle fejl skal afsløres. Under prøveturen lytter du godt efter metallisk støj, klapren og andre mislyde. Alle advarselslamper skal lyse, når du starter bilen, men de skal slukke i løbet af få sekunder.

  • Bilen må ikke ”ruske” når du kobler til, og gearskiftet skal gå uden problemer eller mislyde.

  • Læs grundigt i servicebogen og nærlæs eventuelle reparationsregninger. Her kan du f.eks. se, om der er større ekstraarbejder på vej i nær fremtid. (Udskiftning af tandrem er f.eks. en dyr fornøjelse).

  • Tag en lommelygte med. Ellers er det svært at kaste lys over motorrummet og undervognen.

  • Slutteligt er det også klogt at tænke i behov, benzinforbrug, vægtafgift/grøn afgift, forsikringspræmie og reservedelspriser.

På nettet
Internettet er en stor hjælp både før og under din jagt på en billig, brugt bil. Her kan du se biltests, anmeldelser og i særdeleshed få et godt prisoverblik, Måske er det også her, du finder nålen i høstakken - den billige privatudbudte bil!

Danmarks ubetinget største brugtbilssite er www.bilbasen.dk men læg også vejen forbi www.dba.dk og www.bilzonen.dk

 

Send eller anbefal link

 
 
 
 
Du er her: dr.dk > Tips fra DR > Tips og råd > Rabatten

© Copyright DR 2014. Materialet må ikke gengives uden tilladelse jævnfør lov om ophavsret.