preload loader
En bagemaskine kan bage stort set alt, hvad der er firkantet.
 

Hjemmebagt brød i maskine

Er du vild med duften og smagen af frisk brød? Men hader du at ælte, og er du træt af dej på fingrene? Så er en bagemaskine måske en rigtig god idé!

En bagemaskine er billig at anskaffe sig, let at betjene og hurtig at gøre ren. Du kan sagtens købe dyre modeller med ekstra kamre til løbende tilsætning af nødder og lignende, men for den almindelige hjemmebager er det, ifølge kogebogsforfatter Bo Christiansen, slet ikke nødvendigt.

Bo har bagt samtlige brød til udarbejdelsen af sine kogebøger på en enkel bagemaskine til 300 kr. Og strømforbruget er mindre, når man bager i maskine, end når man bager i ovnen.

Hvad er en bagemaskine, og hvad kan den?
Kort sagt er en bagemaskine en slags udvidet røremaskine, der udover at røre og ælte dejen også kan bage brødet færdigt. Du skal altså bare veje ingredienserne af og putte dem i maskinen - så klarer den resten.

Det tager typisk 3-4 timer for maskinen at bage et brød færdigt, så det er ikke ligefrem fastfood (nogle maskiner har dog også et hurtigprogram, der kun tager ca. 1 time). Til gengæld er maskinen udstyret med en timer, der gør det muligt at indstille præcist, hvornår du gerne vil have brødet klart.

Du kan altså eksempelvis putte ingredienserne i om aftenen og have frisk brød om morgenen.

Tips og tricks
Når du bager i bagemaskine er det en god idé at bruge tørgær. Du kan også bruge almindeligt gær, men det giver et mere 'gæret' smag.

Når du hælder ingredienserne i maskinen er vigtigt, at tørgæren ikke kommer i kontakt med hverken salt eller vand, da det ødelægger gærens egenskaber. Det er specielt vigtigt, hvis du sætter maskinen til at bage natten over, da der kan gå mange timer, før det bliver blandet sammen. Du kan undgå, at det kommer i kontakt med hinanden ved at hælde mel, sukker og andre tørre ting i en bunke i den ene ende og lave en lille lomme i bunken til tørgæren.

Bagemaskine og ingredienser

Hvad kan maskinen bage?
En bagemaskine kan bage stort set alt, hvad der er firkantet. Lagkagebunde er altså ikke lige dens specialitet. Foretrækker du boller frem for brød, kan du indstille maskinen til kun at ælte og hæve.

Det tager dog en rum tid, og hvis du kun vil anvende maskinen til, en røremaskine nok en bedre investering. Men det er muligt. Maskinen kan bage alle former for franskbrød, og det er KUN fantasien, der sætter grænser for, hvad du kan putte i dejen. Kerner, soltørrede tomater, lufttørret skinke, grøntsager og så videre - prøv dig frem. 

Hvis du vil bage rugbrød i maskinen, er det smart at købe en færdig rugbrødsblanding og bruge den som basis. På den vis er du sikret et godt resultat og skal ikke ud i den store surdejskunst.

Du kan evt. pifte brødblandingen lidt op med kerner, gulerødder eller andet sjovt. Men husk at bruge lidt mindre vand, hvis du eksempelvis putter gulerødder i, da væden i grøntsagerne gør det ud for en del af vandet.

Du kan sagtens bage kager i maskinen også. Her skal du blot huske at skifte tørgæren ud med bagepulver, men det vil stå i opskriften.

Maskinen kan faktisk også andet end at bage. Den kan for eksempel også bruges til at lave marmelade! Se nærmere i instruktionen og find inspiration til opskrifter på nettet.

Rengøring
De fleste bagemaskiner er meget nemme at rengøre, da formen er teflonbelagt. Når brødet er banket ud af formen, skal dejkrogene hives ud og lægges i blød efter behov. Formen vasker du bare under den varme hane med lidt opvaskemiddel. Så er den klar til næste gang!

Ulemper
En ulempe ved bagemaskinens brød er, at der kan komme huller i bundet af brødet, når du skal trække dejkrogene ud. En anden ulempe kan være, at mange bagemaskiner har kvadratiske bageforme, hvilket vil sige, at du får et lidt pudsigt formet brød. Til gengæld er der kun risiko for at få ét hul i bunden, da de kvadratiske forme kun har én dejkrog.

Vil du hellere have et mere aflangt brød, der ligner dem fra butikkerne, skal du kigge efter en maskine med aflang form, der vil dog typisk være risiko for to huller i bunden, da der sidder to dejkroge i.

Du skal være nøjagtig med opskriften. Hvis du ved et uheld kommer for meget gær i maskinen, kan du risikere, at det hæver op til låget, så det sætter sig fast.

 

 

Send eller anbefal link

 
 
 
 
Du er her: dr.dk > Tips fra DR > Tips og råd > Rabatten

© Copyright DR 2014. Materialet må ikke gengives uden tilladelse jævnfør lov om ophavsret.