preload loader
hund
 

Læs her før du køber et kæledyr

Kunne du også tænke dig et dyr, men er familien ikke helt enige om, hvilket det skal være, så læs videre og bliv klogere når Rabatten kigger på store dyr, små dyr og dyr, du måske ikke engang vidste, man kunne have som hobby!

Hest eller pony - hel eller halvpart?
Du kan få fat i en begynderhest, opstaldning og udstyr for ca. 50.000 kr. Derudover kommer de faste månedlige udgifter. 

Køb ikke hest, før du kan ride. Det er en stor beslutning at anskaffe hest eller pony. Du skal kunne ride og håndtere en hest, før du overvejer at købe en hest.

Hvis du ønsker dig en hest, er det en god ide at starte med at gå på rideskole og evt. få part i en hest.

Du skal have tid og overskud. Det er meget tidskrævende at have hest. Du skal afsætte tid hver eneste dag til pasning af hesten. Du skal kunne afsætte mindst et par timer dagligt.

Det er derfor vigtigt, at du gør op med dig selv, om det kan passe ind i dit liv også i relation til din familie.

Det er dyrt at have en hest. Det er svært at opstille et nøjagtigt regnskab for, hvad det koster at anskaffe og holde en hest. Prisen på heste varierer alt efter hestens afstamning og uddannelse.

Ud over udgifter til køb af hest og udstyr vil der være løbende udgifter til opstaldning og foder, smed, dyrlæge (vaccinationer, tandraspning og gødningsprøver for orm samt evt. skade/sygdom), undervisning/ træning, forsikring etc.

Endvidere kan der være udgifter til: klubkontingent, stævnegebyrer, rytterlicens og leje eller køb af trailer. Hvis du ikke kan afse minimum 2.000-3.000 kr. pr. måned til dette, bør du overveje, om du har råd til at holde hest.  En billigere mulighed kunne være at få part i en hest.

Der kan være store forskelle på prisniveauet for at have en hest opstaldet på rideskole eller hestepension. Du bør derfor undersøge prisen i det område, du bor i.

Hvis du kan have hesten hjemme, er det naturligvis billigere. Hvis du vælger at have hesten opstaldet hjemme, skal du sørge for, at hesten står sammen med mindst én anden hest.

hest

10 gode råd:

  • Lær at ride og håndtere heste, før du køber en hest
  • Tag familien med på råd, når du køber en hest
  • Vær sikker på, at du har tid og overskud
  • Tænk på omkostningerne til bl.a. opstaldning, smed, dyrlæge, udstyr, undervisning og forsikring
  • Overvej, om du skal starte med at få part i en hest
  • Vælg en hest, der passer til dine ambitioner
  • Se hesten i dens vante omgivelser og prøv den
  • Vær kritisk med, hvor du køber hest
  • Få en hestekyndig til at undersøge hesten før et køb
  • Sørg for, at hesten opstaldes sammen med andre heste

Se mere her:
http://www.heste-nettet.dk/

http://www.hesteinfo.dk/  

Slanger - en kvælende interesse
Du kan få slanger, der koster 200 kr. i indkøb, men du kan også købe slanger til langt over 100.000 kr.  Et begynder eksempel kan være:

  • Konge pyton = 650 kr.
  • Terrarie m/lås = 1650 kr.
  • Varmemåtte 20w = 199 kr.
  • Led Lys 3 stk på 3w = 400 kr.
  • Termostat = 685 kr.
  • Bundlag = 152 kr.

I alt 3736,00 kr.

Strømforbrug på et terrarium med lys, varme og termostat er ca. 120-150 kr. pr. år.

Slangerne spiser ca. hver 14 dag.
Mus = 10 kr pr stk. Pr år = 260 kr.
Rotte = 13 kr. pr stk. Pr år = 338 kr
Altså kan du have et hobbydyr for under 500 kr. om året, efter anskaffelse.

Kvælerslanger er ikke sociale dyr, og det er derfor ikke i modstrid med dyrets natur eller synd at holde dem enkeltvis.

Man kan holde flere dyr af nogenlunde samme størrelse sammen, men dette gør ofte fodringerne mere besværlige, da slangerne kan komme til at kvæle hinanden, hvis de griber det samme foderdyr samtidigt.

slange

Håndtering
Det er vigtigt, at man fra starten forstår, at kvælerslanger ikke er familiedyr i gængs forstand, men hobbydyr, som er spændende at studere.

Slanger bryder sig lige så lidt om at blive håndteret som akvariefisk! Men de kan vænnes til at acceptere det i forbindelse med rengøring af terrariet mv.

Du bør altid vaske hænder, før du håndterer din slange. Specielt hvis du lige har rørt ved noget, som kunne lugte af mus, rotter eller andre byttedyr.

 Ellers er der en stor risiko for, at slangen tager fejl af dine hænder og et byttedyr. De fleste slanger vil dog slippe igen, så snart de erkender deres fejltagelse.

Ligeledes bør du vaske hænder, når du har håndteret din slange, således at du ikke overfører sygdomme eller snyltere til dine andre krybdyr.

Når du skal tage din slange, så tag den stille og roligt men konsekvent, tag dig tid, så føler den sig langt mindre truet, end hvis den bliver forskrækket af en pludselig bevægelse.

Voksne bør af sikkerhedsmæssige årsager ikke alene håndtere slanger, der er længere end 3 m., og hvis slangen er længere end 4 m., skal der være en person for hver 1,5 m. længde.
Børn bør aldrig håndtere slanger alene.

Et plus ved slangerne, er deres minimale behov for kontakt. Altså lider de ikke af nyhedens interesse fordufter. Derfor bliver hverken voksne eller børn så hurtig trætte af at have slanger, da det ikke er hver dag der skal gives mad og gøres rent inde ved dem.

De kræver heller ikke social kontakt, så det passer slangerne fint hvis der går de 14 dage i mellem de får besøg af mennesker med en mus eller rotte.

Desuden taler det til slangernes - og andre krybdyrs fordel, at de også er velegnede hobbydyr for allergikere.

Et andet plus er den forholdsvis lille udgift, der er forbundet med at holde slanger. Der er flere eksempler på 17-årige slanger, der aldrig har haft behov for dyrlægehjælp - eller andre uforudsete udgifter.

De eneste udgifter, der er forbundet med slangen, er mad og strøm.
Når slangerne spiser ca. hver 14 dag, kommer der noget ud i den anden ende efter ca. 8-12 dage efter.

Det fjerner man lige som man fjerner en hundelort, man tager en pose og fjerner lorten og det bundlag, som den er lagt på. Ligger lidt nyt bundlag og så er den kørende igen.

Efter ca. 3 mdr. fjerner man hele bundlaget og gør bunden ordentlig ren og ligger helt nyt bundlag på. Vand skifter man en gang om ugen.

Flere giftige informationer på:
www.slangetaemmer.dk

http://www.nhf.dk/nhf/index.php

Greyhounds eller gadekryds - Hund på hjernen!
Du kan få fat i en greyhound hvalp for mellem 8000- 1200 kr. Anskaffelse af hund bør altid planlægges nøje, hvis både du og hunden skal være tilfredse med jeres samliv.

Under dette punkt finder du en række gode råd om de overvejelser, som du bør gøre dig, før du køber hund.

Har du tid?
Alle hunde, uanset race, har brug for at være sammen med dig for at trives. Hunden nedstammer fra ulven, der lever i flok, og der knyttes stærke bånd mellem flokkens medlemmer. Vore hunde har også denne tilbøjelighed til at knytte bånd til medlemmerne i den flok, som de er en del af - altså vores familie.

En hund bør ikke være alene mere end 5 timer dagligt. Hunden skal ud over daglig motion aktiveres og trænes for at blive mentalt træt og tilfreds. Endelig skal du påregne tid til at børste og soignere hunden (tidskravet varierer fra race til race).

Nogle racer stiller store krav til pelspleje - både økonomisk og tidsmæssigt. Racer med lang pels skal børstes dagligt, andre racer skal trimmes eller klippes regelmæssigt, mens andre igen blot skal børstes eller gnubbes med en gummihandske et par gange om ugen.

Alt i alt skal du kunne afsætte minimum 1 1/2 time dagligt til direkte beskæftigelse og pleje af hunden - ud over den tid hvor du på anden måde bare er sammen med hunden.

greyhound

Har du råd?
Det koster at have hund - og her tænkes ikke på hvalpens pris. Anskaffelsesprisen er nemlig forbavsende lille, når man tænker på, hvad det koster at holde hund i 10-15 år.

Man skal påregne udgifter til mad, hundeudstyr, vaccinationer, loppe- og ormemidler, regelmæssige og uventede dyrlægebesøg, træning, pelspleje, pensionsophold, diverse forsikringer m.v.

Så synes man, at prisen på en hund lyder afskrækkende, bør man overveje, hvorvidt man overhovedet har råd til at holde hund.

Der er mange glæder og positive sider ved at anskaffe sig en hund, men der medfølger også en hel del arbejde og udgifter i forbindelse med pasning, pleje og træning af hunden.

Det er meget vigtigt, at man sætter sig grundigt ind i, hvad det kræver at have hund. Man skal gøre sig klart, hvad man selv kan tilbyde hunden, og det er vigtigt, at man vælger en race, der passer til familien og dens livsstil.

Det er et stort ansvar at have hund, og man skal huske på, at hunden, med lidt held, lever i 8-14 år.

Spørg derfor altid dig selv, om du kan give en hund et godt liv, og om det at have hund er noget for dig. Hvis svaret er ja, så skal du bl.a. også gøre dig overvejelser om størrelse, køn og race.

Biller i terrarier og rejer i akvarium
Interessen for eksotiske og anderledes dyr er i disse år stigende, kendskabet til hvirvelløse dyr og ikke mindst, hvordan man holder dem i terrarier, spredes over landegrænserne fra lande som Tyskland, Tjekkiet og Japan, hvor dillen har godt fat i befolkningen.

Det at holde hvirvelløse dyr i terrarier kan bedst sidestilles med at have et akvarie. Hverken fisk, insekter eller edderkopper er kæledyr, men derimod hobbydyr.

Du kan ikke side foran kaminen en kold vinteraften med dit tusindben i skødet, men til gengæld kan du få glæde af at se dyret udfolde sig i det lille stykke natur du har flyttet ind i stuen, nemlig terrariet.

Det er de færreste, selv kyndige, der tager deres fugleedderkop ud af terrariet. Den vil ofte opfatte det som en trussel at blive taget fat på, og der er en stor risiko for at stresse dyret.

Den har det nu en gang bedst i det specialindrettede terrarie, som har lige den luftfugtighed og temperatur som arten har brug for, for at befinde sig godt.

Mange folk tror at det er svært at holde insekter og hvirvelløse dyr, og for nogle arters vedkommende er det da også fuldstændig umuligt, men rigtig mange, også af de mere interessante og flotte arter, går det helt fint med at holde i fangenskab.

Vi ser i disse år flere og flere opdræt bl.a. af en truet fugleedderkop, og det er selvfølgelig rart at man via en hobby på den måde kan hjælpe naturen.

De bedst kendte af de eksotiske dyr er selvfølgelig de vandrende pinde og fugleedderkopperne, men insekternes verden er meget mere end det.

bille

Se mere på nedenstående links, hvis du også er blevet bidt af billen, rejen eller et af de andre hvirvelløse dyr:

Exotiske Insekter, FORUM : http://www.einet.dk/forum/

Dansk Akvarie Union: http://www.danskakvarieunion.dk/

 

Send eller anbefal link

 
 
 
 
Du er her: dr.dk > Tips fra DR > Tips og råd > Rabatten

© Copyright DR 2014. Materialet må ikke gengives uden tilladelse jævnfør lov om ophavsret.