preload loader
En flaske snaps skænker i to snapseglas.
 

Lav din egen julesnaps

Julesnaps er dyre dråber. Men i år skal det være slut med at give op mod 200 kr. for en færdig julesnaps. Du skal nemlig lave den selv - og spare masser af penge.

Gunnar Stavnsbo er formand for Eksperimenterende Danske Brændevinsamatører, her kommer han med råd til hvordan du kan fremstille din egen julesnaps.

Du skal bruge:
- En klar snaps (vi brugte Brøndum, som i forvejen er lidt sød)
- Krydderier efter eget valg (vi brugte peberkorn, kardemomme, ingefær og nelliker)
- Skal af en hel appelsin (til 70 cl snaps)

Fremgangsmåde:

- Snapsen skal laves i et glas med låg eller en flaske med stor halsåbning og låg.
- Derefter tilsættes appelsinskrællen (husk at vaske appelsinen først) og krydderierne.
- Hæld snaps ned over blandingen.
- Snapsen skal stå tillukket i mindst 8 dage ved stuetemperatur.
- Derefter hældes det hele igennem et kaffefilter for at si krydderierne fra igen og ned i en ny flaske med låg.
- Nu kan snapsen nydes helt uden lommesmerter!

Er du ikke tilfreds med smagen, kan man ifølge Gunnar Stavnsbo sagtens tilsætte flere krydderier til en ”færdig” snaps og lade den trække lidt længere. Det er fordelen ved at komme tidligt i gang med årets julesnapse.

Gunnar Stavnsbo råder julesnapselskere til at nyde snapsen ved omkring 14-18 grader, da smagen så nydes bedre. (Snaps, der kommer direkte fra køleskabet - eller måske endda fryseren kan ikke smages).

God fornøjelse!

I alt kostede hjemmelavede julesnaps: Kr. 88,90
(Klar snaps: Kr. 79,95, krydderier: Ca. kr. 7,-, appelsin: cirka kr. 1,90)

Til sammenligning koster Ålborgs færdiglavede julesnaps mellem 129,- og 199,- kr.

 

Send eller anbefal link

 
 
 
 
Du er her: dr.dk > Tips fra DR > Tips og råd > Rabatten

© Copyright DR 2014. Materialet må ikke gengives uden tilladelse jævnfør lov om ophavsret.