preload loader
Fastelavn
 

Lav selv fastelavns kostumer

Flotte kostumer - uden brug af nål og tråd
Vil du have et fastelavnskostume, der er anderledes og lidt sjovere - og ikke mindst billigere - end dem du kan købe i legetøjsbutikkerne, så lav dem selv.
Det er nemt og hurtigt, og du behøver hverken nål eller tråd til de udklædkninger.

Til alle kostumer er brugt enten klips eller limpistol.
En limpistol kan købes for ca. 30-40 kr. - kig i supermarkeders og byggemarkeders tilbudskasser!

Guldkaramel
Det skal du bruge:
2 sorte sække à ca. 1 kr. (10 sække for 7-10 kr.)
1 m guld-indpakningspapir ca. 5 kr.
evt. en eller to tykke tuscher
Pris i alt: ca. 7 kr.
 
Sådan gør du:
Plastiksækkene er lagt oven på hinanden og klipset sammen i siderne med hæfteklammer. Lad det øverste stykke være åbent, så barnet kan få armene fri af sækkene. Sæt et par klips forneden, så der dannes huller til barnets ben.
Gavepapiret er limet på med limpistol. På gavepapiret kan man skrive med en fed tush, så det ligner en ægte guldkaramel.
Til sidst fyldes karamellen ud med f.eks. avispapir, så den får den rigtige facon og der bindes en elastik om. Lav evt. en sløjfe til håret.

Fe
Det skal du bruge:
3 ruller cellofan à  ca.15 kr.
60 cm. gaffatape ca. 0,60 kr.(10 kr. pr. rulle)
ca. 40 cm. bukseelastik ca. 0,40 kr.
Pris i alt: ca. 46 kr.

Sådan gør du:
Mål livvidden på barnet med gaffatape, klip det af, du skal bruge og sæt det indtil videre fast på bordet. Derefter ruller du cellofanen ud og lægger det dobbelt i længden. Så laver du lægge i cellofanen ved at lave små folder, som du efterhånden klistrer fast på gaffatapen - kun op til midten af tapen, for den anden halvdelen af gaffatapen folder du så ned over cellofanen, så den tapes fast.

Den stump cellofan, der bliver tilbage, klipper du af og bruger til en sløjfe. Du folder simpelthen bare stykket sammen på midten og hiver lidt ud i siden, så det får sløjfeform. Så sætter du et stykke tape om og til sidst et stykke elastik, så sløjfen kan sættes fast på hovedet. 
Skørtet kan du clipse sammen - eller du kan sætte et par bånd på med limpistolen, så den er nemmere at få af og på.
Vingerne laver du ved at lægge to lag cellofan sammen og kramme det sammen på midten, på samme måde som sløjfen. Og så trækker du to elastikker igennem tapen.

Fe-staven er lavet af stof, men man kan sagtens bruge andre materialer: En blomsterpind eller en stump bambus fra haven sprayet med sølv, et stykke pap, sprayet med sølv og klippet ud som 2 ens stjerner (lim sammen omkring blomsterpinden, masser af lim!). Pynt evt. stjernerne med lidt kulørte perler. Sno en stump flot gavebånd om pinden og lim fast. Det må gerne være for langt, så det rigtig flagrer.


Ridder
Det skal du bruge:
1 fleece-tæppe med tungekant, 25 kr. i f.eks. Ikea
evt. 1 sort hættetrøje, 30 kr. i Føtex
ca. 2,5 m gaffatape ca. 2,50 kr.
1 rulle sort isolérbånd (4 ruller for 10 kr.)
ca. 1 m. kraftig elastik, ca. 4 kr.
1 rulle bred rød tape 25 kr. (til kors på skjold - kan males i stedet)
gamle knapper, bølgepap, evt. en rest sølvspray
Pris i alt: ca. 34kr. (uden hættetrøje og rød tape) - 64kr.(uden rød tape) - 89kr.(med det hele)

Sådan gør du:
Ridderslaget består af to firkanter, klippet ud af et sort fleece-tæppe. Vi har udnyttet, at tæppet i forvejen har en fin tungekant - den bruger vi forneden.
Tape de to firkanter sammen på skuldrene - både indvendig og udvendig. Klip hul til halsen og sæt evt. et lille stykke tungekant på som ærme. Pynt med et kors i gaffatape og lim evt. sølvfarvede knapper på i kanterne og på korset.
Vi har også brugt en sort hættetrøje på under slaget - det ser flot ud, især når man også får den lille, enkle hjelm på.

Robot
Det skal du bruge:
1 sølvspray ca. 60kr.
ca.1 m gaffatape ca.1 kr.(10 kr. pr. rulle)
evt. 20 cm. metalfolie, 33 kr./m, dvs. ca. 6,50 kr.
ca. 1 m kraftig elastik, ca. 4  kr.
Bølgepap, gamle knapper, lille papkasse, paprør (gratis),
evt. et par rester kulørt tape (isolérbånd) eller 2 kraftige tuscher, en rest tætningsliste eller skumgummi.
Pris alt: ca. 71 kr.

Sådan gør du:
Klip to firkanter til for og bagstykke af bølgepap og metalfolie, så de passer til barnets størrelse. De sættes sammen med skulderstropper, som er lavet af dobbelt gaffatape og et par sølvsprayede stykker bølgepap som skulderstykker. Spray knapper med sølvspray og sæt dem på, der hvor du synes, det ser sjovt og festligt ud. Så limer du elastikker i siderne med limpistolen, så for og bagstykke kan bindes sammen.

Ben- og armbeskyttere laves efter sammen princip - altså med bølgepap/metalfolie i passende stykker, som evt. sprayes med sølv, pyntes med gaffetape og evt. knapper, der også er sølvsprayede.

Hovedet laves af en lille papkasse, som du skærer huller i med en hobbykniv eller en saks og lim isolérbånd på siden af hullerne for at skabe lidt variation i overfladen. Oven på hovedet er sat to små stumper paprør omvundet med isolerbånd (farvet tape, kan også bare males med tusser) og afsluttet med en stor sølvsprayet knap øverst. Alt limet på med limpistol.

Handskerne er billige arbejdshandsker fra et byggemarked vendt med dupperne opad og sprayet med sølv.

Harry Potter:
Blaser, skjorte, strikket vest, slips og briller
Du kan leje tøjet hos Kostumemagasinet for 300 kr. - eller du kan finde en skjorte og et slips i din fars klædeskab, og resten kan du så garanteret finde billigt i en genbrugsbtik.

Lav en sammenskuds fastelavnsfest

Kaptajn Skjolds fastelavnsboller

Til en rigtig fastelavnsfest hører der naturligvis også boller. Opskriften her er fra bogen "Krudtugler og kanelsnegle" af Sif Orellana (www.siforellana.dk)

Det skal du bruge (ca. 18 stk.)
50 g smør
2 ½ dl mælk
25 g gær
½ tsk. salt
1 ¼ dl ylette el. yoghurt naturel
1 tsk. kardemomme
¾ dl sukker
9-10 dl mel
1 pisket æg
Fyld:
175 g marcipan
8 spsk. mælk
3 dl piskefløde
Pynt:
Sigtet flormelis og flag

Sådan gør du:
Smelt smørret, hæld det op i en skål og tilsæt mælken. Smuldr gæren ned i skålen og rør den godt ud i smør-mælke-blandingen. Tilsæt salt, yletter, kardemomme, sukker og mel. Ælt dejen godt, til den er blød og smidig. Stil den til hævning i skålen tildækket af et fugtigt viskestykke ved stuetemperatur en halv times tid.

Form 18 boller (eller 25 mindre), sæt dem på en bageplade med bagepapir og lad dem hæve 20 min. Tænd i mellemtiden ovnen på 250 grader. Pensl bollerne med pisket æg og anbring dem på midterste rille i ovnen. Bag dem 7-8 min. Lad dem køle af på en bagerist under et viskestykke i ca. 20 min.

Skær et låg af hver bolle og nip en smule af bollens "indmad" ud svarende til ca. en lille valnød. Rør marcipan og mælk sammen til en lind masse. Læg en spiseskefuld af fyldet i bollerne og anbring en klat friskpisket flødeskum ovenpå. Læg lågene på og sigt flormelis over og anbring evt. flag på toppen.

Sammenskuds-fastelavn
For at undgå at du selv står med hele forberedelsen og alle udgifter, kan du sende en invitation til sammenskuds-fastelavnsfest. Sammen med invitationen sender du nemlig en opskrift på det bidrag, som de indbudte skal medbringe til festen.
Og for at gøre det rigtig festligt, kan du skrive invitationen på bagsiden af en flot malet maske. Og som ekstra sjov kan du sende masker med til dem, der er inviteret, som de så selv kan male og tage på, når de kommer til festen.

Du kan gøre fastelavnstønden ekstra flot og sjov at se på ved at lade børnene dekorere den inden festen. Hvis I har lyst til at svinge penslen, er hobbylak og plakatmaling godt, da disse materialer tørrer hurtigt.

 

Send eller anbefal link

 
 
 
 
Du er her: dr.dk > Tips fra DR > Tips og råd > Rabatten

© Copyright DR 2014. Materialet må ikke gengives uden tilladelse jævnfør lov om ophavsret.