preload loader
 

Skrevet af: Lars Jacobsen

 

Fakta om Hassel

Raklerne med hanblomster og ved grunden af raklerne, hunblomsterne med røde støvfang.

Friske hasselnødder er en delikatesse som er værd at gå efter.

En proptrækkerhassel beklædt med rim.

Almindelig Hassei, Corylus avellana, er vildtvoksende i Danmark og desuden dyrkes forskellige kulturformer, blandt andre Proptrækker hassel ’contorta’. En anden, sydeuropæisk art: Storfrugtet Hassel, Corylus maxima, er den art der er ophav til de fleste af de dyrkede sorter til nøddeproduktion. Storfrugtet Hassel dyrkes også i en rødbladet form: 'Purpurea'. kendte sorter med store nødder er blandt andre: ’Lang tidlig Zeller’, ’Lambert Filbert’, ’Nottingham prolific’ og ’Cosford’

Dyrkning
Hassel trives bedst på en kalkrig og muldrig jord, men skal i øvrigt nok klare sig også på mindre gode jorde. De dyrkede sorter skal bestøves af andre sorter eller af frøplanter. Almindelig vildtvoksende hassel kan være udmærket bestøver for de dyrkede.
Knopgalmider og nøddesnudebiller kan mindske høsten af spiselige nødder. Det er irriterende når en stor del af nødderne er ødelagt af nøddesnuddebillens larver. Skaderne af billen kan svinge meget fra år til år. På mindre arealer kan man lægger fiberdug under træerne, før nødderne med de forædte larver begynder at falde til jorden, for at opsamle og destruere skadedyrene. Høns der går og skraber under nøddetræerne skulle også kunne begrænse nøddesnudebillens hærgen.

Brug
Hassel har gennem tiderne haft en alsidig anvendelse. Nødderne har altid været værdsat, men derudover har løvet været høstet til dyrefoder og de lange lige grene har været anvendt til hegn, bindingsværk, plante-støttepinde m.v. Hassel bruges stadig i læhegn. Bierne har glæde af raklernes pollen i det tidligste forår. Grene af proptrækker-hassel bliver dyrket og solgt til dekorationsformål.

Formering
Hassel formeres let ved at så nødder, men vil man have sortsægte buske må man købe planterne eller formere dem vegetativt. Sorterne formeres ved podning eller ved aflægning, hvor man bøjer unge skud ned til jorden og hyppe jord op omkring skuddene, der fremkommer af knopperne på de nedbøjede grene.

Beskæring
Der letter beskæringsarbejde med hassel hvis man dyrker dem som opstammede træer. Ved dyrkning af opstammede træer skal man mindst en gang om året fjerne alle nye skud fra stammen og eventuelle rodskud. Dyrkes hassel i en mere busket form, med flere stammer fra grunden, gælder det om at have stammer med lidt forskellige aldre. Yngre stammer kan tage over efterhånden som man fjerner nogle af de ældste. Frugterne dannes på de lidt ældre grene. Ønsker man at høste kæppe af haslerne, frem for nødder, skal man selvfølgelig skære træerne godt ned, så de kan skyde mange nye skud fra grunden. 

 

Send eller anbefal link

 
 
 
 
Du er her: dr.dk > Tips fra DR > Tips og råd > Seernes have > Havens planter

© Copyright DR 2014. Materialet må ikke gengives uden tilladelse jævnfør lov om ophavsret.