preload loader
 

Skrevet af: Lars Jacobsen

 

Fakta om Radiser og ræddiker

Radiser tilhører korsblomstfamilien.

Også radisens blomster og unge skulper er spiselige.

Resterne af en træet radise.

Agersnegle har kunnet lide de sprøde radiser.

Der findes flere forskellige underarter af Raphanus sativa, men det er ikke altid man skelner mellem dem i litteraturen. Forskellige typer af ræddike kaldes også ofte noget med radise. Radiser er i modsætning til ræddiker 1-årige. D.v.s. at de går i blomst samme år de er sået. For yderligere at komplicere det, vil forskellige af ræddikerne også gå i blomst samme år hvis de sås for tidligt på året(de er daglængdefølsomme). 

Lidt historie
Ræddiken har været dyrket længst. Første beretninger er fra Kina.
Rædikken er omtalt i grækenland 300 år før kristi fødsel.
Radisen kan kun spores tilbage til 1600-tallet.
Radisen har været dyrket i danske haver i mange årtier. Fortrinsvis har man holdt sig til de lidt aflange typer i nationalfarverne rød-hvid. Der er dog en langt større variation som det kan være værd at udforske.

I J.F.Chr. Jensens "Dansk havebog" fra 1876 kan man læse: "…. Vinterræddike, den såkaldte sorte Ræddike, sås i juni; Sommerræddiker eller Radiser sås hver 14'ende dag, fra april til juli, for bestandigt at kunne have denne yndede vækst. Til forårsbrug har man den hvide og røde runde Månedsradise, samt den korttoppede, halvrunde, røde, som er den tidligste og bedste; til sommerbrug foretrækkes den lange røde, hvide og rosenrøde Glasradise….."
I 1800'tallet var radiser altså ikke bare radiser - noget vi er ved at få øje på igen.

Radiser først på året - ræddiker sommer og efterår
Radiser kan sås fra tidligt forår til begyndelsen af efteråret og vil have en kort udviklingstid på 1-2 månder. Radiser har typisk været sået i foråret og først på sommeren.
Ræddiker sås om sommeren og vil kunne høstes i efteråret og ofte kunne opbevares vinteren over i kølig og fugtig sand. Rædikker har en udviklingstid på 2 til flere måneder.

Plantetæthed
Afstand mellem radiseplanterne 2 - 3 cm. Mellem rækkerne fx 10 - 15 cm. Ca. 400 frø pr. kvm.
Ræddikerne sås med noget større afstand - afhænigt af størrelsen.

Små runde radiser i forskellige farver - solgt som Easter Egg

Hvid-grøn radise fra Nordkina med sortsnavnet Green Loubo

Sort spansk ræddike

Dyrkning
Radiser er noget af det tidligste man kan så i haven. I et drivhus kan man være heldig at kunne så allerede engang i februar og i hvert fald i marts måned. Man kan sagtens nå at høste før de egentlige drivhusafgrøder skal plantes ud. Plastoverdækning indtil planterne kommer op af jorden er altid en god ide. Når radiserne er kommet op kan de eventuelt dækkes med fiberdug.
Dyrkningsjoden skal være tilstrækkelig løs og i rimelig næringstilstand. Specielt ræddikerne med længst udviklingstid skal have noget at leve af.
Både ræddiker og radiser kræver rigeligt med vand for at blive sprøde som vi ønsker dem til spisebrug. Radiser skal ikke tørste i ret mange dage før de bliver træede. 

Fjender
Tidligt på foråret kan jordlopper spise de små kimblade. Ved at holde jorden fugtig og eventuelt  dække den lidt med organisk materiale (kompost, hø eller lign.) kan man begrænse jordloppernes angreb.
Radiser og ræddiker kan angribes af kålfluelarver og bliver i praksis uspiselige. Fiberdug af en slags kan forhindre fluerne i at komme til planterne.
På et tidspunkt om sommeren af invaderende skulpe-snudebiller - også her kan insektnet skærme planterne.

 

Send eller anbefal link

 
 
 
 
Du er her: dr.dk > Tips fra DR > Tips og råd > Seernes have > Havens planter

© Copyright DR 2014. Materialet må ikke gengives uden tilladelse jævnfør lov om ophavsret.