preload loader
 

Skrevet af: Lars Jacobsen

 

Fakta om Valsk Bønne, Hestebønne

Her er det Valsk Bønne med store brede bælge og store frø..

Hestebønne som dyrkes til foder og bruges i grøngødnings-blandinger.

Hestebønnen er meget kuldetolerant i modsætning til havebønnen.

"Valsk Bønne" bruges typisk om de storfrøede sorter der benyttes i madlavningen, mens "Hestebønne" bruges om de sorter der dyrkes til foder. Valsk Bønne, Vicia Faba, har været nævnt i litteraturen i hvert fald allerede i 1649. Bønner har været omtalt allerede i begyndelsen af 1400 tallet, før vi fik havebønnen fra Amerika.

Dyrkning
Valsk bønne kan sås i det tidlige forår, og giver på den måde større udbytte end ved senere såning. Til grøngødning, hvor man mest benytter de sorter vi kalder hestebønner, kan man med god virkning så sent som sidst i august. Hestebønner har samarbejde med kvælstofsamlende bakterier i rødderne og behøver derfor ikke tilføres kvælstofgødning. Dyrket på rette måde kan Hestebønne og Valsk Bønne berige jorden til gavn for andre planter. Det er ikke ualmindeligt i havebruget at se hestebønne dyrket sammen med majs.
Hestebønner har dybtgående rødder og kan i normale år og på jorde med god vandholdende evne klare sig uden vanding. Planten bryder sig ikke om jorde til den sure side.

Brug
Valsk Bønne, Hestebønne er en af menneskets allerældste kulturplanter. Man har ved arkæologiske udgravninger, i Ægypten, fundet spor efter planten mere end 4000 år tilbage i historien. Herhjemme er det mest Hestebønnen vi har haft i dyrkning som foderplante og i grøngødningsblandinger. Vi skal ikke meget syd på før vi finder Valsk Bønne dyrket som køkkenurt. Typisk anvendes de grønne umodne frø lidt alle den måde vi herhjemme anvender grønærter. Med indvandrere sydfra kan vi forvente at planten for en stigende udbredelse i det danske køkken. I nogle lande bruges også de tørrede bønner i madlavningen.

Bladlus
Nogle år bliver planterne angrebet voldsomt af sorte bladlus. Ved dyrkning på små arealer kan det måske betale sig at forsøge at spule dem væk med vand, ellers må man overlade det til bladlusenes naturlige fjender at gøre kål på dem.

 

Send eller anbefal link

 
 
 
 
Du er her: dr.dk > Tips fra DR > Tips og råd > Seernes have > Havens planter

© Copyright DR 2014. Materialet må ikke gengives uden tilladelse jævnfør lov om ophavsret.