preload loader
 

Skrevet af: Lars Jacobsen

 

Fakta om Vidunderblomst, Mirabilis

Vidunderblomst midt på dagen, uden åbne blomster

Vidunderblomstens karakteristiske knold

En gulblomstret sort af vidunderblomst

Vidunderblomst, Mirabilis jalapa, stammer fra Peru. Vidunderblomst dyrkes herhjemme typisk som enårig sommerblomst. Planten kan dog sagtens dyrkes som flerårig idet den danner runde forrådsknolde hvorfra den kan skyde i en ny sæson. Måske er det plantens evne til at skyde nye friske skud fra tilsyneladende tørre knolde, der har inspireret til navnet.

Der findes en hel del forskellige sorter af vidunderblomst, med forskelle i højde, blomsterfarve, duft m.v. Nogle sorter kan have blomster af forskellig farve på samme plante.

Dyrkning
Frøene sås indendørs i marts-april. I slutningen af maj plantes de ud i bede eller krukker. I stedet for at så frø hvert år kan man overvintre planternes knolde. Knoldene skal opbevares tørt, køligt og frostfrit - indtil de kan plantes ud når der ikke er fare for frost. Knoldene kan deles og derved give ophav til flere nye planter.
En vidunderblomst entusiast skrev til os at han have en 4-årig knold der vejede et halvt kilo. Skriv endelig til os hvis du har erfaringer med store og/eller meget gamle knolde.
Vidunderblomst er meget nøjsom med hensyn til vand og næring. Planterne skal helst have adgang til fuld sol.

Aften-duftplante
Vidunderblomst blomstrer om aftenen og natten - nogle sorter kan dog også være mere eller mindre åbne om dagen. I England kaldes vidunderblomst for klokken-fire-blomst, hvad der antyder noget om udspringstidspunktet. Under blomstringen kan man nyde duften som blomsterne udsender for at tiltrække bestøvende natsommerfugle.

Andre arter
Langblomstret vidunderblomst, Mirabilis Longiflora er kendt som en god duftplante. Arten har lange hvide eller violette blomster.
Mangeblomstret vidunderblomst, Mirabilis multiflora er forholdsvis høj og grenet med mørkviolette blomster.

 

Send eller anbefal link

 
 
 
 
Du er her: dr.dk > Tips fra DR > Tips og råd > Seernes have > Havens planter

© Copyright DR 2014. Materialet må ikke gengives uden tilladelse jævnfør lov om ophavsret.